
PSG-chef freder træneren: Vi kan ikke starte forfra – bare fordi vi taber!
Paris Saint-Germain røg i går ud til Real Madrid i ottendelsfinalen i Champions League. Det får dog ikke sportsdirektøren i PSG til at varsle en fyring af Mauricio Pochettino, selvom flere medier beretter om det.

Paris Saint-Germain havde Champions League-avancementet i deres hule hånd i går, da de mødte Real Madrid. Men de smed det hele på gulvet og tabte 3-2 samlet, og det exit har nu fået flere medier til at betvivle Mauricio Pochettinos fremtid som manager i klubben.
Men de påstande maner PSG’s sportsdirektør, Leonardo, til jorden.

– Vi kan ikke starte forfra (med en ny træner, red.) hver gang vi taber. Målet er at vinde Champions League, og indtil pausen så det fint ud, fortæller PSG-direktøren, Leonardo, om holdets samlede 2-0 føring over Real Madrid ved pausen.
Artiklen fortsætter efter reklamen.
– Vi må se efter, hvordan vi kan forstærke og forbedre vores hold, mens vi skal fastholde moralen til at gøre arbejdet færdigt i Ligue 1. Vi skal stå sammen. Derfor er Mauricio Pochettino fortsat en del af vores projekt, slutter Leonardo ifølge mediet Express.
Den franske storklub fører suverænt Ligue 1 foran Dolbergs Nice, som indtager en foreløbig andenplads.