Premier League

Eriksen med første start for Brentford: Bryder dårlig Brentford-stime

Christian Eriksen var med fra start, da Brentford vandt sin første kamp i Premier League siden den 2. januar.

Christian Eriksen var med fra start i Brentfords sejr over Norwich i Premier League.
Foto: Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen kan næppe tilskrives hele æren, men den danske kreatør startede inde for Brentford for første gang, og Brentford vandt samtidig for første gang i Premier League siden den 2. januar.

London-klubben vandt således 1-3 ude mod Norwich, og alle Brentfords mål kom fra angriberen Ivan Toney, der ligesom Christian Eriksen havde fundet vej til startopstillingen efter længere tids fravær.

Eriksen var arkitekt bag Brentford-kasse: Se målet her

Det var ellers Norwich, der åbnede kampen bedst, og Brentford havde svært ved at holde fast i bolden. Norwich formåede dog, trods flere store chancer, ikke at omsætte det til mål.

I stedet var det Brentford, der efter lidt mere end en halv times spil bragte sig i front med 0-1. Målet kom på baggrund af en tilsyneladende indstuderet hjørnesparkskombination, hvor Christian Eriksen stod for at eksekvere hjørnesparket. Bolden blev efterfølgende forlænget i Norwich-feltet, inden den fandt vej til Ivan Toney ved bagerste stolpe. 0-1.

I anden halvleg var det fortsat ikke til at se, at Brentford skulle være det næste hold til at score. Ikke destomindre fik Brentford tilkendt to straffespark i løbet af fem minutter, og så stod der pludseligt 0-3 til Brentford efter 57 minutters spil.

Begge straffespark blev sat ind af Ivan Toney, trods ihærdige forsøg på at psyke ham fra Norwich-keeperen Tim Krull, og han kunne dermed fejre sit hattrick.

Norwich var flere gange tæt på, blandt andet med to situationer, hvor spillerne og fansene følte sig snydt for straffespark. Norwich fik også annulleret et mål for offside af VAR – men det gjorde Brentford også.

I dommerens tillægstid lykkedes det så for Teemu Pukki at få reduceret til 1-3, men det blev aldrig til mere end det for Norwich.

Nørgaard om Eriksen: Jeg råber – han kan lave kasser og assists

Christian Eriksen spillede i øvrigt hele kampen, hvorimod Christian Nørgaard efter lidt mindre end en times spil måtte lade sig udskifte med noget, der godt kunne tyde på en skade.

Med 1-3 sejren og de tre point tager Brentford et vigtigt skridt i kampen for at komme væk fra nedrykningsstregen og bryde den lange periode uden sejre, mens Norwich fortsat indtager sidstepladsen i Premier League.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P