Chefredaktør: Disse spillere er ikke i Superligaen efter sommerferien
Chefredaktør på campo.dk, Allan Hvid, giver sit bud på en håndfuld spillere, der ikke længere er at finde i Superligaen efter denne sæson.
Superligaen er for alvor skudt i gang igen efter en lang vinterpause. Her har flere spillere og hold allerede vist imponerende takter, hvilket bliver bemærket i det store udland.
Derfor har vi spurgt campo.dk’s chefredaktør, Allan Hvid, om hvilke spillere der kunne tiltrække sig interesse udefra i sommerens kommende transfervindue.
– Jeg har kigget på, hvilke spillere der er på et så højt niveau eller har så stort et talent, at de ikke spiller i Superligaen i næste sæson og bliver købt af udenlandske klubber, siger Allan Hvid og tilføjer:
– Jeg har set bort fra spillere, hvis kontrakter løber ud til sommer.
Brøndby IF
Der har været rift om flere Brøndby-spillere i det netop overståede transfervindue, og mange havde nok ikke forudset, at Morten Frendrup pludselig skulle sælges til Genoa. Anis Slimane hos Brøndby kan blive den næste spiller, der ryger til en af de udenlandske ligaer.
Den tunesiske landsholdsspiller spillede fem kampe ved African Nations Cup i januar, og han ser ud til at holde niveauet her i starten af foråret. Slimane har nu oparbejdet sig en international profil via sin landsholdskarriere, og det gør alt andet end lige et salg til udlandet nemmere. Et godt forår og så tror jeg, han bliver solgt.
F.C. København
Roony Bardghji I F.C. København er så god, at han spiller ikke i Superligaen ret længe. Senest har Rasmus Falk beskrevet hans talent som værende større end Christian Eriksens, og efter hvad jeg hører, er hans spilforståelse og finish på et så højt niveau, at ham kan F.C. København ikke holde på længe.
De største klubber i Europa kan sagtens lægge +100 millioner for sådan et talent, der til gengæld kan blive det fem-seks dobbelte værd. Jeg tror, det sker allerede til sommer, og jeg tror, at Bardghji bliver det største salg fra Superligaen nogensinde.
Silkeborg IF
Hvis jeg skulle finde en klassisk målscorer til mit hold, ville jeg kigge på Nicklas Helenius. Han er i utrolig form, og han har evnerne til at spille på et højere niveau. Men om han er klar til et nyt udlandseventyr, kan være svært at vurdere.
Til gengæld har 21-årige Sebastian Jørgensen kontraktudløb om ti måneder med Silkeborg IF, så hvis ikke klubben hurtigst muligt får forlænget hans kontrakt, så er jeg overbevist om, at der for eksempel er hollandske og belgiske klubber, der står klar med et rigtig godt kontrakttilbud. Han har spillet 19 kampe i denne sæson og leveret otte mål og syv assists. Det taler for sig selv.
Nicolai Vallys er også et rigtig godt bud på en spiller, der kan skæppe lidt i klubkassen i Silkeborg IF.
FC Midtjylland
Evander er simpelthen så god, at jeg mener, han skal til udlandet. Når Evander er bedst, kan han spille i alle ligaer, og jeg håber, han kommer til en udenlandsk klub med en omfavnende manager, som også kan rumme, at han er en krævende spiller.
Men FC Midtjylland og Superligaen har været en god størrelse for Evander i hans udvikling – også udenfor banen – og han er samtidig en hårdtarbejdende spiller med en unik spilforståelse og teknik, og jeg håber, at han kommer videre nu. Det er jeg sikker på, at han gør.
Falk om holdkammerat: Han er et større talent end EriksenViborg FF
Lars Kramer har kontraktudløb med Viborg til sommer, og den tidligere Ajax-ungdomsspiller er tabt for midtjyderne til sommer. Spørgsmålet er om også en anden af Viborg’s spillere forlader domkirkebyen?
Christian Sørensen har i hvert fald vist en udvikling, der har tiltrukket interesse fra flere klubber, og den offensive back, der har fået fuld spilletid i hele sæsonen indtil nu, har lavet et mål og stået bag imponerende otte assists. Det kan godt sende ham til mere eksklusive adresser. Måske blot andre superligaklubber.