
Offensiv-duo har skrevet sig ind i Premier Leagues historie med vild rekord
Tottenhams Harry Kane og Son Heung-Min slog med weekendens sejr rekorden for flest kombinerede mål nogensinde i Premier League.

Der hersker næppe tvivl om, at Tottenham råder over en af de mest målfarlige makkerpar i Premier League i Harry Kane og Son Heung-Min.
Nu beviser statistikkerne det også, da de to offensivspillere har skrevet sig i historiebøgerne for at være den duo, der er indehaver af rekorden for flest kombinerede mål i Premier League.
Da Harry Kane i weekendens 4-0-sejr over Leeds sendte en dybdebold afsted til Son Heung-Min, der kvitterede med en scoring, var det nemlig 37. gang, at de to spillere har assisteret hinanden i Premier League – og det er ny rekord.
Harry Kane og Son Heung Min snupper titlen fra en anden ikonisk duo, nemlig de tidligere Chelsea-stjerner Didier Drogba og Frank Lampard, der i en årrække gik forrest i flere titel-sejre for Chelsea.

Top fem mest målfarlige duoer i Premier League
- Kane/Son 37 mål
- Drogba/Lampard 36 mål
- Aguero/David Silva 29 mål
- Henry/Pires 29 mål
- Anderton/Sheringham 27 mål