
Hattrick-helten: Jeg fik en skideballe i pausen
Nicklas Helenius scorede et hattrick, da Silkeborg IF søndag vandt med 1-4 ude over AaB - ifølge målscoreren selv skyldes det en skideballe i pausen.

Silkeborg IF vandt søndag eftermiddag 1-4 ude over AaB i Superligaen, men der skulle gå 66 minutter, inden kampens første mål blev scoret.
Kampens første mål blev scoret af Nicklas Helenius, der 12 minutter senere kunne fuldende sit hattrick. I et interview med Discory+ efter kampen fortæller hattrick-helten, at hattricket delvist kan tilskrives Silkeborgs cheftræner, Kent Nielsen.
– Jeg fik en skideballe i pausen af Kent, og jeg fik besked på, at jeg skulle steppe op. Så det må han gerne gøre noget mere, siger Nicklas Helenius med et smil til Discovery+.

Også Kent Nielsen blev spurgt ind til episoden og sin tredobbelte målscorer:
– Det var hvert fald en bedre udgave af Nicklas, vi så i anden halvleg. Han leverede virkelig på topniveau i anden halvleg.
– En gang imellem skal spillerne lige hjælpes lidt på forskellige måder, men i bund og grund var det Nicklas, der tog fat i nakken på sig selv, siger Kent Nielsen.
Med søndagens sejr rykker Silkeborg IF op på fjerdepladsen i Superligaen.