Laudrup klar i mælet: CL-finale skal ikke spilles på Wembley!
En flytning af Champions League-finalen i maj ser mere og mere sandsynligt ud, da finalen lige nu står til at skulle spilles i russiske Sankt Petersborg. Det håber Michael Laudrup også på, men han er meget klar i spyttet, når talen falder på Wembley som afløser.
Det virker nærmest utopisk at tænke på, at Rusland om cirka tre måneder skal være vært for Champions League-finalen.
Nationen har mødt modstand fra stort set hele den vestlige verden, efter de har sendt militære tropper ind i nabolandet Ukraine, og det træk kan da også vise sig at koste dem finalen, der efter planen skal spilles i Sankt Petersborg den 28. maj. Den konsekvens bør den militære eskalation af konflikten i hvert fald få, hvis man spørger den britiske premierminister Boris Johnson.
Også i Danmark har Ruslands ageren mødt kritik, og nu melder Michael Laudrup sig også ind i debatten.
– Normalt synes jeg jo, at man skal adskille sport og politik, men det her er så stort, så medmindre der sker store forandringer til det bedre, og det håber vi jo alle, så kan man selvfølgelig ikke spille finalen der, siger Laudrup i på TV3 Sport.
LÆS OGSÅ👇🏼👇🏼
Følelsesladet Sviatchenko: Hårde dage at gå igennem
Den tidligere danske landsholdsspiller, der fra september 2008 til april 2009 stod i spidsen for russiske Spartak Moskva i 21 kampe, har dog også en helt klar holdning til, hvor kampen i hvert fald heller ikke bør spilles.
– Efter så at have set, at Wembley blev nævnt som den store favorit i fald, at den ikke bliver spillet i Sankt Petersborg, der må jeg bare sige, at det synes jeg ikke lige umiddelbart. Jeg var derovre til EM-finalen, og det var skræmmende, hvad der skete der, så jeg håber i hvert fald ikke, at Wembley står forrest til at få den her [finale], der må også være nogle konsekvenser der, lyder det fra Laudrup.
LÆS OGSÅ👇🏼👇🏼
Officielt: Champions League-finalen flyttes fra Rusland
De engelske arrangører mødte stor kritik, efter de afholdt både semifinaler og finalen ved EM i sommer. Her udviklede særligt finalen sig voldeligt på tilskuerpladserne, da flere personer uden billet til kampen tiltvang sig adgang til Wembley.
Umiddelbart er Wembley næppe en mulighed, da det engelske nationalstadion i den pågældende weekend er booket til playoff-finalerne i både The Championship og League One.