Wilshere til AGF: Et gedigent scoop for AGF på alle måder
Jack Wilshere har skrevet kontrakt med AGF. Selvom der bliver sat spørgsmålstegn ved den tidligere Arsenal-spillers nuværende niveau, forstår campo.dk's chefredaktør udemærket klubben.
Søndag aften blev endnu et tidligere topnavn hentet til Superligaen, da
AGF kunne præsentere Jack Wilshere i den hvide trøje. Rundt omkring i fodbold-Danmark er der tvivl om englænderens niveau, efter skader har sendt ham ned af karrierestigen de senere år.
Men campo.dk’s chefredaktør, Allan Hvid, mener AGF gjorde ret i at hente midtbanespilleren ind.
– Det her er en kontrakt, man bare skynder sig at få printet og skrevet under, og jeg kan godt forstå den sportslige ledelse i AGF. Kommercielt er det selvfølgelig en no-brainer. Han har tidligere været på forsiden af FIFA-spillet sammen med Wayne Rooney, og det bliver formentligt den mest solgte AGF-trøje nogensinde. Bare som et symbol på al den eksponering klubben nu får, siger han og fortsætter:
– Og sportsligt skal vi lige huske, at han indtil forleden rendte rundt med Lacazette, Xhaka, Ødegaard og de andre stjerner i Arsenal og trænede med. Han var med dem i Dubai i vinterferien i Premier League i starten af måneden, og han er en vanvittigt dygtig spiller med bolden. Taber den sjældent og distribuerer den med fornuft. Det er en meget spændende tilføjelse til AGF-truppen.
LÆS OGSÅ: 👇👇
Officielt: AGF sikrer sig tidligere engelsk landsholdsspiller
AGF’s monster-signing: Jeg vil gøre mig fortjent til spilletid
Ifølge campo.dk’s chefredaktør får tilgangen af Jack Wilshere stor betydning for hele truppen. Især i den daglige træning.
– Det bliver spændende at se, hvor han står, når der skal spilles kamp. Men jeg er ikke to sekunder i tvivl om, at han kommer til at skærpe hele AGF-truppen hver dag, og det kan de godt bruge lige nu. Det må siges at være et gedigent scoop for AGF på alle måder, siger Allan Hvid.
Jack Wilshere har skrevet under på en kontrakt, der gælder sæsonen ud med option på endnu et år, og den tidligere engelske landsholdsspiller støder til AGF-truppen med det samme.