VFF-sejr over Randers åbner kampen om top-seks
Der er stadig fem point op til Randers FC på den gode side af top-seks-stregen, men Viborg FF gav både sig selv og AGF fornyet håb om at nå i top-seks, da de på udebane slog netop Randers FC.
Det kan være på tide med et fokus-skifte i Viborg FF.
Oprykkerne har vinteren over gjort sig mest bemærket som en central del i den trænerkabale, der til sommer sender klubbens cheftræner Lars Friis til AaB, mens Jacob Friis allerede er hentet ind som erstatning.
På banen lader spillerne dog til at have kunnet holde fokus på spillet indenfor kridtstregerne, og mandag aften slog de på udebane Randers FC med 0-1 på et mål allerede efter syv minutters spil af Younes Bakiz, og dermed kan viborgenserne så småt begynde at kigge op i stedet for ned i tabellen.
Sejren giver nemlig Viborg hele 13 point ned til SønderjyskE, der lige nu indtager den øverste af de to nedrykningspladser, mens de grønblusede blot har fem point op til netop Randers FC i top-seks, hvor holdene som bekendt er sikret overlevelse.
Mandagskampens enlige scoring blev som skrevet sat ind af Younes Bakiz allerede efter syv minutter, og det var i en situation, hvor Randers FC-målmand Patrik Carlgren så langt fra viste det niveau, han ellers havde lagt for dagen i torsdagens kamp i Conference League mod Leicester.
LÆS OGSÅ👇🏼👇🏼
VFF-chef om AaB-bud på Friis: Man skal opføre sig ordentligt
Svenskeren parerede en forholdsvis ufarlig afslutning fra Tobias Bech direkte ud i feltet, hvor Bakiz var først over bolden, og med hjælp fra en lille afretning fik han sendt bolden ind bag Carlgren i målet.
Det var ikke ufortjent, at det blev oprykkerne, der løb med sejren i det tætte opgør, hvor begge hold dog havde både store og mange muligheder for at ændre på måltavlen.
Det blev dog ved det ene mål, og dermed blev det også til en debutsejr for Viborg FF’s nye cheftræner Jacob Friis, der ikke kunne have ønsket sig en bedre start på sin nye tilværelse.