Nicolaj Jørgensen om halvårig kontrakt: Jeg vil blive i FCK
Nicolaj Jørgensen vendte i vinterens transfervindue retur til FCK på en kontrakt med udløb til sommer - han fortæller nu, at hans plan er at blive i FCK.
F.C. København var særdeles aktive i vinterens transfervindue, hvor man blandt andet hentede den tidligere FCK-profil Nicolaj Jørgensen hjem fra tyrkiske Kasimpasa.
Nicolaj Jørgensen og FCK blev i første gang enige om en kontrakt med udløb til sommer, hvor FCK kan få set Nicolaj Jørgensen an.
– Det var faktisk meningen, at det skulle have været en lejeaftale. Så besluttede jeg så, at det var bedre for mig og mit humør at sige tak for den tid jeg har haft i Tyrkiet og så vende hjem med min familie, siger Nicolaj Jørgensen til campo.dk og fortsætter:
– Det blev så til en halvårig (kontrakt, red.), så FCK ligesom kan se mig an, og jeg kan bevise hvad jeg kan og hvor meget jeg kan hjælpe den her klub. Så det var helt fint for mig også.
Hvis det stod til Nicolaj Jørgensen, så bliver kontrakten med FCK forlænget til sommer – og gerne med lidt mere end et halvt år.
– Det er kun med henblik på at blive her. Jeg ved ikke, om jeg har tænkt mig at tage ud igen – selvfølgelig, hvis muligheden kommer, så kan man aldrig sige aldrig i fodbold, men min plan er klart at blive hjemme og gøre det så godt jeg kan i det her halve år, og prøve at falde på plads i København igen med familien.
– Hvis det går super godt, kan det jo være, det også er i FCK’s interesse at skrive en længere aftale med mig, men egentlig passer det mig godt at holde sig til de korte aftaler – måske et halvt år er lige kort nok, siger han.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
FCK-legende storroser Brøndbys nyindkøb: En af de bedste i ligaen
Nicolaj Jørgensen kan gøre officielt comeback i FCK-trøjen søndag klokken 18.00, når OB kommer på besøg i Parken.
Du kan se interviewet i klippet øverst i artiklen.