Foden om Pep: Han er besat af fodbold
De fleste fodboldfans ved det godt. Pep Guardiola er en af verdens absolut bedste fodboldmanagere. Det bestyrkes kun af spanierens egen spiller, Phil Foden.
Den spanske fodboldmanager, Pep Guardiola, har mange store kvaliteter som fodboldmanager.
Og ofte når man ser den tidligere FC Barcelona og Bayern München-manager på sidelinjen, lever han sig helt ind i kampene.
I Manchester City oplever de det til dagligt, og det mærkes tydeligt, hvor passioneret spanieren er.
– Han er besat af fodbold, og han presser os altid hver dag. Selv resultatet mod Sporting var han ikke helt tilfreds med, og han mente, vi kunne gøre tingene bedre. Det er bare den type person, han er. Han vil altid have mere, og han presser os altid, siger Foden til klubbens hjemmeside før lørdagens Premier League kamp mod Tottenham.
Manchester City tager imod Tottenham Hotspur klokken 18.30 på Etihad Stadium, og det er umuligt at sige, hvilket hold Guardiola sender på banen. Netop en af de kvaliteter, han har.
– Alle spiller hele året rundt, så alle skal være klar, og holdet kan skifte til enhver tid. Man ved bare aldrig med manageren, og hvad han vil gøre, da han altid blander kortene. Han har altid ideer, og det ser altid ud til at virke. Og så tror vi altid på det og prøver at tage det ind på banen.
I midtugen vandt Manchester City med hele 5-0 mod Sporting i Champions League, hvor Foden selv kom på måltavlen. Se målene i artiklen her.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Manchester City skrev CL-historie i solo-opvisning
Manchester City fører lige nu Premier League med ni point ned til Liverpool, der har spillet en kamp færre.