Nissen drillede Bayern i Champions Leagues lokalbrag
Et lokalderby på tværs af landegrænser skulle stå onsdag aften, da Bayern München havde rejst halvanden time mod øst til Salzburg.
Onsdag eftermiddag gik turen for mange bayerske fans til Østrig og Salzburg for at overvære ottendedelsfinalen i Champions League.
Den samme tur havde Bayern-holdet tidligere taget. En time og 33 minutter i østgående retning på A8 og så var Bayern-mandskabet ankommet. Midt i første halvleg så det nærmere ud til, at sydtyskernes rejsetid havde været 33 timer og et minut.
På en Salzburg-kontra var det som om, at Bayern-defensiven havde byttet de lette kulfiberstøvler ud med blymodellen, og hjemmeholdets agile offensiv kom hurtigt udenom den langsomme defensiv. Chikwubuike Adamu endte med at stå helt fri i feltet, og han kunne overraskende bringe hjemmeholdet på sejrskurs.
Udover den ene chance til Salzburg sad gæsterne fra Bayern på bolden i langt størstedelen af spillet uden rigtigt at blive farlige.
Rasmus Nissen Kristensen spillede højre back for Salzburg og stod overfor Kingsley Coman, der forvoldte danskeren store problemer. Det gjorde han særligt i anden halvleg, hvor franskmanden flere gange brød igennem hos danskeren.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Barca-veteran vil gå ned i løn – Ledelsen siger nej!
Danskeren kunne dog prise sig lykkelig for god opbakning fra både midterforsvar og målmand, der i flere omgange reddede Comans fremstød, men til allersidt var der ingen opbakning at hente.
Bayern-presset fortsatte helt indtil slutfløjt og kort før tid skete det, der ikke måtte ske. Endnu engang brød Kingsley Coman igennem, og med en kølig afslutning sendte han bolden ind til kampens slutresultat 1-1.