Nu begynder Champions League igen: Dårligste slutfelt i adskillige år
1/8-finalerne i Champions League bliver skudt i gang tirsdag aften, men de 16 resterende klubber er samlet set dårligere end de plejer.
Tirsdag aften bliver der taget hul på 1/8-finalerne i Champions League, og for langt de fleste med interesse i fodbold er det forbundet med en forventningens glæde.
Selvom der er meget at glæde sig til, når fodboldens mest prestigefyldte turnering for klubfodbold vender tilbage, er dette års 16 resterende hold samlet set de dårligste, vi har set i mange år. Det mener campo.dk’s chefredaktør, Allan Hvid.
– Når man ser på det tilbageværende felt i Champions League 1/8-finalerne, er jeg ikke i tvivl om, at det er det ringeste slutfelt i adskillige år. Fem af holdene ligger fra nummer 20 og nedad på UEFA’s klub koefficient. Og mange af de tilbageværende hold er i dårlig forfatning lige nu, lyder det fra Allan Hvid.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Manchester City-stjerne: Klubben fortjener at vinde Champions League
– Se på Manchester United og Atletico Madrid. To hold der kun er en af skygge af sig selv lige nu. Hvis jeg sad i den sportslige ledelse hos de storsatsende klubber, ville jeg have julelys i øjnene. For vi ved, at enten Benfica eller Ajax er videre. Vi ved, at enten Atletico eller Manchester United er videre. Og derudover er Villarreal, Salzburg og Lille også tilbage. Kommer man videre fra 1/8-finalerne, er der gode muligheder for en solid lodtrækning til kvartfinalen også.
Artiklen fortsætter under reklamen.
Selvom flere af de resterende klubber i dette års udgave af Champions League ikke høster meget ros, skal man ikke tage fejl af den prestigefyldte turnering. Her er der nemlig intet, der er afgjort på forhånd.
– Champions League den bedste fodboldturnering i verden, og jeg husker stadig Manchester Uniteds 3-2 sejr på udebane mod Juventus i semifinalen i 1999. Senere vandt de finalen. I kvartfinalen i 2020 vandt Lyon med 3-1 mod Manchester City. I 2019 slog Ajax samlet set Real Madrid med 5-3, hvor vi alle husker Lasse Schönes frisparksperle på Bernabeu. Du ved aldrig med Champions League. Men det ser tyndt ud i år, slutter Allan Hvid.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Benzema inden mødet mod Mbappé: Vi kan være venner senere
Champions League 1/8 finalerne bliver skudt i gang tirsdag klokken 21. Her spiller PSG hjemme mod Real Madrid og Manchester City gæster Sporting.