Tidligere AGF’er: Presset er større i FCK
FCK's målmand, Kamil Grabara, går en forårssæson i møde, hvor løverne skal spille med om mesterskabet, og i et interview med klubben afslører han, at presset som spiller er større i FCK end i hans tidligere AGF.
I de seneste sæsoner har F.C. København hentet en række spillere og ledere med fortid i AGF.
En af dem er målmand, Kamil Grabara, der til klubbens hjemmeside fortæller om et større pres i hovedstanden end i Smilets By.
– Det er et anderledes miljø end i AGF, for her er der virkelig et pres for at vinde hver eneste gang, du går på banen. Det mærker du hver dag i klubben, og det kan jeg godt lide. Det tror jeg også, at de fleste fodboldspillere gerne vil opleve, siger Grabara til fck.dk.
Kamil Grabara var to gange udlejet til AGF, inden F.C. København købte polakken fri af Liverpool FC i sommer.
Forud for forårets vigtige kampe, hvor FCK skal forsøge at hente de to point op til FC Midtjylland i superligatabellen, har polakken også fokus på at forbedre sit eget spil.
– Vi er det hold, der har lukket færrest mål ind i efteråret, så på det punkt er jeg godt tilfreds. Jeg er også fint tilfreds med nogle af mine kampe, men mindre med andre. Der er stadig noget at arbejde på, især den del, der handler om at sætte spillet i gang, når jeg har bolden efter en redning eller et målspark, for eksempel lange udspark, slutter Grabara, der lige deltager til The Atlantic Cup med københavnerne.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Frustreret FCK-profil: Der har været tilbageslag
Fredag spiller FCK mod Breidablik. En kamp der vises på 6’eren.