Greenwoods anholdelse satte en stopper for Lingard-handel
Mason Greenwoods anholdelse satte en stopper for Jesse Lingards skifte til en ny klub, det forklarede United-manager, Ralf Rangnick, på et pressemøde torsdag.
Jesse Lingard havde håbet på at finde en ny klub, og der var egentlig også en aftale på plads mellem midtbanespilleren og Manchester Uniteds manager, Ralf Rangnick.
Siden blev en anden af klubbens offensive stjerner dog arresteret og varetægtsfængslet, og det kostede Jesse Lingard muligheden for at skifte klub.
Det forklarede Ralf Rangnick på torsdagens pressemøde med de engelske journalister.
– For tre uger siden ønskede Jesse ikke at skifte, men så ændrede han mening. Jeg havde en snak med ham for 10 dage siden, og jeg kunne fuldt ud forstå, hvorfor han ville væk for at få spilletid i forhold til VM, sagde Ralf Rangnick på pressemødet.
– Jeg sagde til ham, at hvis han finder en klub, og klubben finder en løsning med vores klub, ville jeg give ham lov til at forlade, så med al udviklingen (Greenwoods anholdelse, red.) ændrede tingene sig.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Manchester United tilbyder fans at få “byttet” deres Greenwood-trøjer
Direkte adspurgt om Mason Greenwoods anholdelse kostede Jesse Lingard muligheden for at skifte, svarede Rangnick:
– På en måde, ja, men klubben fortalte mig, at de ikke havde en aftale med nogen klubber, der var interesserede i ham.
Newcastle United og West Ham blev ellers meldt meget interesserede i den tidligere landsholdsspiller.
Manchester United spiller FA Cup 1/16 delsfinaler mod Middlesbrough i morgen fredag på hjemmebanen Old Trafford.