Viborg henter forsvarsspiller i Champions League-klub
Viborg FF har hentet den schweiziske midtstopper Nicolas Bürgy til klubben på en lejeaftale.
Transfervinduets sidste dag er i gang, og nu er det Viborg FF’s tur til at præsentere en forstærkning.
Oprykker-klubben bekræfter således på sin hjemmeside, at man har hentet den schweiziske midtstopper Nicolas Bürgy til klubben på en lejeaftale for resten af sæsonen. Viborg FF har sikret sig en købsoption i lejeaftalen.
Nicolas Bürgy kommer fra de schweiziske mestre BSC Young Boys, og har blandt andet spillet to kampe i Champions League i indeværende sæson.
– Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben og måden man gør tingene på. Spillestilen passer mig godt, og jeg ved, at den danske Superliga er rigtig god, så det er et godt skridt for mig. Jeg skal tage ansvar og bidrage med min erfaring til et ungt hold, og jeg glæder mig bare til at møde mine nye holdkammerater og komme i gang her, siger Bürgy om skiftet.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Viborg-dreng indstiller karrieren