Tidligere Premier League-klub fyrer manager
Sunderland har været så meget igennem siden tiden i den bedste engelske række. Og søndag føjes endnu et kapitel til, da klubben har valgt at fyre manageren.
Som man har kunnet følge i Netflix-serien ‘Sunderland ‘Til I Die’, kæmper den tidligere Premier League-klub en hård kamp i forsøget på at vende tilbage til det fine selskab. Klubben befinder sig nu i League One, og efter lørdagens store 6-0 nederlag til midterholdet Bolton, har klubben valgt at fyre manager Lee Johnson. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Udover manageren stopper også assistenttræner Jamie McAllister i klubben, der nu går i gang med at finde erstatninger.
Sunderland er ellers placeret på en tredjeplads med blot et point op til direkte oprykning til The Championship. Men førerholdet Rotherham har spillet to kampe færre og den nærmeste konkurrent på andenpladsen, Wigan, har spillet fire kampe mindre.
LÆS OGSÅ: 👇👇
Glemte Sunderland henter Manchester City-spiller
I sine Premier League-dage har blandt andet to tidligere danske landsholdsspillere tørnet ud for de bolsjestribede nordenglændere i form af Thomas Sørensen og Nicklas Bendtner.