Medie: Christian Eriksen og Brentford enige om et halvt år
Christian Eriksen rygtes ifølge flere engelske medier til Brentford, og nu skriver The Athletic, at det bliver på en halvårig aftale.
Søndag erfarede The Mirror, at Christian Eriksen og Brentford er blevet enige om en aftale, såfremt det obligatoriske lægetjek bestås.
Nu forlyder det sig, at den danske stjerne og Brentford er blevet enige om en aftale af et halvt års varighed. Denne gang kommer meldingen fra det engelske og normalt velinformereede medie The Athletic. Mediet skriver videre, at aftalen bliver med option på yderligere et år.
Læs også: Engelsk medie: Christian Eriksen er kun et lægetjek fra Premier League-skifte
Både The Mirror og The Athletic er enige om, at aftalen afhænger af et nærtforestående lægetjek, som i Christian Eriksens tilfælde vil være mere omhyggeligt end normalt, som følge af danskerens kollaps i sommer. Det forlyder desuden, at handlen skal godkendes af FA og Premier League.
Transferjournalisten Fabrizio Romano melder ligeledes, at Eriksen og Brentford er langt i en dialog om et skifte.
Læs også: Portræt: Christian Eriksen – Hvor skal fodboldkarrieren fortsætte?
Ifølge The Mirror bliver aftalen mellem Christian Eriksen og Brentford offentliggjort indenfor de næste to døgn, såfremt lægetjekket bestås.