Premier League

Liverpool red stormen af mod Crystal Palace

Liverpool jagter Manchester City i toppen af Premier League, og søndag halede klubben ind på førerholdet, selvom Crystal Palace ydede pæn modstand.

Joachim Andersen Crystal Palace Premier League Liverpool
Foto: Daniel Leal/AFP/Ritzau Scanpix

Liverpool skulle søndag forsøge at udnytte, at Premier League-topholdet Manchester City lørdag havde sat point til mod Southampton.

Det skulle gå ud over Joachim Andersen og Crystal Palace, der dog på ingen måde lagde sig ned.

Liverpool kom foran allerede efter otte minutters spil, da Virgil van Dijk helt umarkeret kunne heade bolden i mål efter et hjørnespark.

Et lille kvarter før pausen bragte Alex Oxlade-Chamberlain gæsterne på 0-2, da også han fik al for meget tid og plads i Crystal Palace-feltet. Fra sin position bagerst i feltet, havde han tid til at tæmme indlægget fra Andy Robertson og dernæst lægge bolden forbi en fremadstormende Guaita i Palaca-målet.

Med 0-2-scoringen troede man, at Liverpool ville cruise sejren hjem, men klubben fra Merseyside kunne takke målmand Alisson for, at Crystal Palace ikke allerede inden pausen fik reduceret på en af to kæmpe-chancer.

Hjemmeholdet kom ud fra pausen med samme gejst, som de havde sluttet første halvleg med, og efter tre store chancer kom reduceringen efter 55 minutter, da Odsonne Edouard efter fornemt opspil sendte bolden i et tomt mål.

Crystal Palace fortsatte presset, men med ét minut tilbage af kampen var det alligevel Liverpool, der lukkede og slukkede. Dommer Kevin Friend skulle have hjælp fra VAR-vognen til at se et noget tvivlsomt straffespark begået på Diogo Jota, men Fabinho var ligeglad og sendte stensikkert straffesparket ind til slutresultatet 1-3.

Læs også: The Good, the Bad and the Ugly: To Jota-scoringer sender Liverpool i Carabao-finale

Med sejren nærmer Liverpool sig Manchester City i toppen af Premier League, hvor kun ni point adskiller de to mandskaber. Liverpool har dog også en kamp i hånden.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P