Officielt: Brøndby-back udlejes til udlandet
Jens Martin Gammelby og Brøndby IF har indgået aftale med den polske klub Miedz Legnica, der i resten af 2022 lejer forsvarsspilleren.
Jens Martin Gammelby er fortid i Brøndby IF. I hvert fald for en stund. Fredag formiddag oplyser superligaklubben nemlig, at man udlejer ham til den polske klub Miedz Legnica for resten af 2022.
Hertil fortæller fodbolddirektør Carsten V. Jensen, at man håber på masser af spilletid for Jens Martin Gammelby i det polske.
– Jens Martin har været i Brøndby IF en del år, og senest i efteråret fik Jens Martin en del spilletid, hvor han leverede nogle gode kampe for os. Nu skal Jens Martin ud at prøve kræfter med en ny klub og gerne få mere spilletid, end vi kan tilbyde ham for øjeblikket, og der er Miedz Legnica en rigtig god mulighed for Jens Martin og os, siger fodbolddirektøren til Brøndbys hjemmeside og fortsætter:
– Aftalen løber til udgangen af året, men vi har mulighed for at hente Jens Martin hjem til sommer. Lige nu gælder det om for Jens Martin at få lært klubben og de nye holdkammerater at kende, og så er jeg sikker på, at han får et godt og givtigt ophold dernede.
Læs også:
Skadet Brøndby-spiller: Nu er jeg klar
Jens Martin Gammelbys kontrakt med Brøndby IF udløber i sommeren 2023, hvor han har spillet 56 kampe siden skiftet fra Silkeborg IF i sommeren 2018.