The Good, the Bad and the Ugly: To Jota-scoringer sender Liverpool i Carabao-finale
Diogo Jota og Thomas Partey sørgede i aftenens Carabao Cup-semifinale for at genskabe 'The Good, the Bad and the Ugly', da Liverpool sejrede 2-0.
Torsdag aften leverede Arsenal hård fight i jagten på en finaleplads i Carabao Cuppen, men en portugiser der havde ambitioner om at genskabe titlen på den legendariske spaghettiwestern ‘The Good, the Bad – the Ugly’ kom på tværs for finaleambitionerne.
Første halvleg stod for Jotas bud på ‘The Ugly’. Efter indledende Arsenal-dominans brød Liverpool afsted i en kontra, og her endte portugiseren på kanten af feltet. Jota fik ikke noget pænt træf på bolden, og den trillede langsomt mod mål, men da Aaron Ramsdale i Arsenal-målet var på vej i den anden retning trillede bolden ind (se videoen øverst i artiklen).
I anden halvleg var det en anderledes flot afslutning fra Jota der skulle gøre det til 2-0. ‘The Good’ startede hos Trent Alexander Arnold, der sendte en vidunderlig aflevering ind bag Arsenal-forsvaret. Jota kunne i løb tage bolden ned med brystet, og vippede elegant bolden henover en fremadstormende Ramsdale. Dommeren fløjtede for offside, men en efterfølgende gennemgang fra VAR godkendte målet og Liverpool var på finalekurs (se målet nedenfor).
Et minut før tid hjalp Thomas Partey med at fuldende titlen på spaghettiwesternen fra 1966. Thomas Partey blev ‘The Bad’, da han indenfor tre minutter fik to dumme gule kort og trak en karantæne med ind til næste Premier League-kamp.
Med 2-0 sejren spiller Liverpool sig videre i Carabao Cuppen, hvor finalemodstanderen hedder Chelsea, efter de blå fra London besejrede Tottenham.