
Officielt: Rafael Benitez fyret
Rafael Benitez blev søndag fyret som manager i Everton.

Efter længere tids skuffende resultater, er Rafael Benitez blevet fyret som manager i Everton. Det bekræfter klubben selv på sin hjemmeside.
Rafael Benitez kom til Everton i sommeren 2021, og blot et halvt år og 22 kampe senere gik den ikke længere.
Everton befinder sig lige nu på en skuffende 15. plads i Premier League, hvor det kun er blevet til 19 point i lige så mange kampe.
Everton tabte lørdag med 2-1 til Norwich, der forud for kampen lå på sidstepladsen i Premier League. Det blev tilsyneladende dråben, der fik bægeret til at flyde over for ledelsen i Everton.
Rafael Benitez har ellers et imponerende CV, hvor han førhen har stået i spidsen for klubber som Liverpool, Inter, Chelsea og Real Madrid.