Medie: Manchester City vil hente Real Madrid-stjerne
Manchester City er angiveligt i færd med at stable et bud på Real Madrid Vinicius Junior på benene.
Det ville være en transferbombe af de større, men ikke desto mindre melder det engelske medie The Mirror, at Manchester City har tænkt sig at byde på Real Madrids Vinicius Junior.
Det skyldes angiveligt, at Pep Guardiola og Manchester City har indset, at det bliver svært at vinde kampen om Erling Haalands underskrift.
Premier Leagues førerhold skulle derfor være på jagt efter en anden løsning til angrebet, hvor det altså er Vinicius Junior, der skulle være på tegnebrættet.
Artiklen fortsætter under reklamen.
Vinicius Junior har gang i en god sæson i Real Madrid, hvor det indtil videre er blevet til 15 mål og 9 assists i 27 kampe denne sæson. Det er dermed kun Karim Benzema, der har scoret flere mål i Real Madrid-trøjen denne sæson.
Det er ikke gået ubemærket hen hos Manchester City-manager Pep Guardiola, der altså skulle have udset sig den 21-årige stjerne som sin kommende spiller.
Manchester City skal dog forberede sig på at betale et kæmpe beløb for Vinicius Junior, der forleden blev vurderet til at være verdens dyreste spiller.
Vinicius Junior har kontrakt med Real Madrid til sommeren 2024.