
Lille afviser: Han er ikke til salg lige nu
Sven Botman er et varmt emne hos flere storklubber i fodboldverdenen, men Lille understreger, at han ikke er til salg lige nu.

Sven Botman var nummer ét på Newcastles ønskeliste til at forstærke det centrale forsvar, og også A.C. Milan og Liverpool har udvist interesse i den 22-årige hollænder.
Franske Lille vil dog ikke af med sin eftertragtede midtstopper – hvert fald ikke i dette transfervindue.
– Vi fik forespørgsler på Sven forrige sommer, men vi var tydelige og sagde, at vi havde brug for Sven i denne sæson. Vi var i Champions League og formåede at vinde vores gruppe.
– Vi har store mål for slutningen af sæsonen, så Sven bliver hos os indtil sæsonen er ovre, for at hjælpe os med at opnå vores mål, siger Lille-præsident Olivier Letang ifølge RMC.
Sven Botman skiftede til Lille fra Ajax i 2020, hvor han skrev en kontrakt frem til 2025 med klubben.