Fodbolddirektør om transfervinduet: Brøndby har midlerne nu
Brøndby IF har midlerne til at slå til, hvis den rigtige mulighed opstår i vinterens transfervindue.
Brøndby blev danske mestre i sommer og deltog sidenhen i Europa League.
Klubben har derfor fået et økonomisk boost for sine præstationer, og fodbolddirektør i Brøndby Carsten V. Jensen er da heller ikke afvisende overfor, at man kan tillade sig at hente nye spillere, hvis den rigtige mulighed opstår.
– Vi er sådan set altid i markedet, men der skal altså noget til at forbedre den trup, vi har. Men det er sådan, at fra Brøndby for et år siden og så til nu, er der den væsentlige forskel, at vi rent faktisk har nogle midler, vi kan gøre brug af, hvis vi synes, det er det helt rigtige at gøre, siger Carsten V. Jensen i et interview med Bold.dk og fortsætter:
– Vi er på den måde i markedet, og kan vi se, at der ligger klare forbedringer og de rigtige beslutninger, har vi også økonomien til det, fastslår han.
Brøndby overvintrer lige nu på tredjepladsen i Superligaen, hvor der er fem point op til førerholdet fra FC Midtjylland og tre point op til rivalerne fra F.C. København.
Læs også: Brøndby-træner: Her skal vi blive bedre i foråret
Læs også: Fodbolddirektør i Brøndby om Wass: Interessen vil altid være der