3F Superligaen

Officielt: Vejle henter tidligere LaLiga-spiller

Vejle Boldklub har skrevet kontrakt med 33-årige Raúl Albentosa, der kommer til klubben på en fri transfer. Spanieren har tidligere spillet 93 kampe i LaLiga.

Raúl Albentosa skifter til Vejle Boldklub
Raúl Albentosa (tv, red.) har erfaring fra LaLiga. Foto: REUTERS/Albert Gea.

33-årige Raúl Albentosa er ny mand i Nørreskoven, og han ankommer efter et halvt år uden klub. Men den 1.92 meter høje centrale forsvarsspiller har masser af erfaring fra blandt andet LaLiga og The Championship og klubber som Derby County, Deportivo La Coruna og senest rumænske FC Dinamo. Derudover oplyser Vejle, at en anden spiller også er på vej uden dog at uddybe yderligere.

Netop tiden i Rumænien kommer nu Albentosa til gode, da han i FC Dinamo arbejdede sammen med Vejle Boldklubs sportschef, Marius Adrian Nicolae.

– Der er både et kort og et langt perspektiv på kontrakten med Raúl. Vi ønsker at overleve, men vi skal også hente spillere, der, hvis det ikke lykkes, kan være med til at spille os tilbage. Men lige nu handler det kun om overlevelse, fortæller Marius Adrian Nicolae til klubbens hjemmeside og fortsætter:

– De kvaliteter, Raúl Albentosa besidder både som spiller, menneske og leder, er væsentlige for den opgave, Vejle Boldklub står overfor i forårssæsonen. Vi taler om en 33-årig spiller, der er kriger med stort K, som ikke er bange for at tage taktstokken, og som har erfaring med at skulle overleve i en liga, hvor hvert point tæller.

Raúl Albentosa har skrevet under med Vejle Boldklub som en klub i Superligaen. Men skulle det ende med nedrykning, er den spanske forsvarsspiller ikke bange for en udfordring i den næstbedste række:

– Jeg har sagt ja til Vejle Boldklub, fordi jeg tror på, vi kan overleve, og jeg vil give mit alt for, at vi gør netop det. Men hvis vi rykker ned, vil jeg gerne være med til at spille klubben tilbage, hvor den hører hjemme… Jeg er en moden spiller, der ikke er bange for at tage ansvar på mig og kæmpe i holdets tjeneste, siger Raúl Albentosa.

Vejle er på nuværende tidspunkt på en sidsteplads i Superligaens grundspil med syv point op til FC Nordsjælland og den redningsgivende 10.plads.

Læs også: Newcastle jagter tidligere Vejle-angriber

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P