FODBOLD DNA: Er det ikke et potentielt karaktermord?
I fodbolddebatten 'Fodbold DNA' sætter panelet ugentligt fokus på de mest aktuelle og passionerede snakke om fodbold. Fodbolddebat der kommer fra hjertet.
Fodbold DNA er vores fortløbende fodbolddebat hvor de tre journalister Hans Petersen, Claus Christensen og Allan Hvid debatterer fodbold. Fodbold og debat går hånd i hånd, og vi udfordrer løbene hinanden på synspunkter og holdninger lige fra grønsværen over bestyrelseslokalet til tribunen. Vi håber, du vil læse med, og vi publicerer de nyeste indlæg øverst. Så skal du læse lidt op på konteksten, må du scrolle ned gennem bloggen.
..
Er det ikke et potentielt karaktermord?, 7. februar kl. 12.42
Hej Hans og Claus
Hvordan går det med konkurrencen Christensen? Skal vi til at booke billetterne til VM eller hvordan står det til? Jeg har i hvert fald reserveret datoerne i kalenderen lige nu. Jeg kan nemlig godt den dag. Men hør her – hvad sker der med Mason Greenwood og Manchester United? En ting er at vi jo nok aldrig helt finder ud af, hvad der er sket, og det er nok også godt det samme.. det der med privatlivets fred og så videre, og her tænker jeg også på offeret i en mulig forbrydelse. For meget tyder på, at han har lavet noget alvorligt, siden Greater Manchester Police er skredet til anholdelse. Men er det bare mig, der synes, det er vanvittigt, at klubben har fjernet al merchandise med ham i deres webshop, og de har sågar tilbudt klubbens fans, at de gratis kan få byttet trøjer med Greenwood på ryggen? Jeg mener, det giver mening, hvis han kendes skyldig i alvorlige forseelser og forbrydelser. Men han er mig bekendt ikke sigtet eller anklaget for noget som helst endnu, og han er da slet ikke dømt skyldig i noget som helst endnu. Jeg kan forstå, at klubben suspenderer ham, og at hans sponsor, Nike, gør det samme. Det giver mening. Men hvad nu hvis han slet ikke bliver sigtet, fordi han er blevet falsk anklaget? Hvad hvis han er helt uskyldig? I mine øjne er han allerede dømt i offentligheden, og det synes jeg er bekymrende. Han kan jo aldrig komme helt tilbage fra det der. Hvis altså han er uskyldig.
Allan
Jeg springer måske Qatar over, 20. januar kl. 16.33
Hej Hans og Claus
Jeg er fortaler for, at VM skal afholdes, og jeg er fortaler for, at Danmark skal deltage og undervejs ytre sig imod forholdene i Qatar. Som Hans skriver, så har der foregået så utrolig mange kritisable ting i Qatar i lang tid, men jeg mener, at VM bør afholdes. Nutidens fodboldspillere og fans er ikke skyld i fortidens korrupte og forkerte beslutninger, og vi må deltage og sørge for, at vores værdier skinner igennem. Men vind nu lige biletterne først. Du lyder næsten som en AGF-fan, der allerede ser Champions League for sig. 🙂
De vinder altid, når jeg er med, 20. januar kl. 11.13
Ja, Claus, jeg er klar til at tage med, hvis du skulle være så heldig at vinde de billetter. Jeg har været både i Karkhyv i Ukraine og i Saransk i Rusland for at se Danmarks kampe ved EM i 2012 (1-0 over Holland) og VM i 2018 (1-0 over Peru). Som du kan se, nytter det at sende mig af sted. Vi vinder 1-0 hver gang. Men bortset fra det, så er det vist noget af det dummeste, Qatar nogensinde har gjort, at søge og dermed blive arrangør af VM. For hvis vi ikke vidste det i forvejen, så er det da virkelig blevet udbasuneret, hvor dårligt folk fra andre nationer bliver behandlet, når de kommer dertil. Ingen kan være i tvivl om, at migrantarbejdere i hobevis er døde under de elendige arbejdsforhold. Før VM-omtalerne er det uden tvivl gået under radaren mange steder. Fejlen blev gjort dengang, FIFA under inspiration af tunge tegnebøger lavede aftalen om VM i Qatar. Tilsyneladende havde beslutningstagerne overset, at det var for varmt til at spille om sommeren som det plejer at ske. Men nu er beslutningen for længst truffet og kampene klar til at blive spillet.Så lad os komme af sted.
/ Hans
Med til Qatar?, 20. januar kl. 10.36
Hejsa venner,
Så åbnede billetsalget til VM i Qatar! Jeg deltager i lodtrækningen om billetter til Danmarks kampe i indledende runde + ottedels-finalen.
Jeg går ud fra, at I vil med?
Mvh Claus
..
Flere kultklubber på vej?, 12. januar kl. 15.19
Hej Claus og Allan
Hvis du vil se ”rigtig” engelsk fodbold, skal du ikke tage til en kamp i Premier League. Nej, så skal du opsøge Championship eller rækken under. Det er der, du møder englænderne, der brænder for deres hold nærmest fra fødsel til død. I Premier League er publikum europæisk. Det er alle os fra Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Holland og så videre, der vil have en fodboldoplevelse. Det får vi som regel også, når de bedste spiller. Men vi mangler autenciteten. Den er forsvundet med milliarderne. Det er prisen for rigmændenes indtog.
Og hvad sker der med de klubber, som de ikke netop kaster deres kærlighed på og penge efter? De må finde noget andet frem, nogle andre værdier, et bedre fællesskab. Det vil kunne batte, men langt fra nok til, at de kan hamle op med de største. Det løb er kørt, og mon nogen er modige nok til at lave om på reglerne, sætte grænser for de økonomiske indsatser? Næppe. Resultatet kan være, at vi får langt flere kultklubber af den type, som
FC Sct. Pauli er. Hvor fællesskabet på stadion og omkring klub og spillere får en helt anden betydning. Men titler og medaljer bliver der næppe mange af. Det må vi så leve med for at have os selv med.
Og ærligt talt. Der er ingen grund til at håbe, at ens egen klub skal blive overtaget af de tunge tegnebøger. Der er ikke meget ved at tromle af sted med mange sejre, hvis spillerne er utilnærmelige udlændinge, som er buret inde bag hegn i områder, der er bevogtet af hærdebrede vagter. Det bliver svært at identificere sig med.
VM og EM kan på en måde få en tilsvarende status. For ja, Claus. Holdene dér kan selvfølgelig ikke hamle op med de klubhold, som samler de bedste spillere i verden. Men der er noget andet over, at nationerne spiller. Det er også en slags kult.
Hans
Fortjener hver en euro, dollar og pund, 12. januar kl. 13.11
Hejsa Allan og Hans,
Allan, du er og bliver en gammel romantiker. Fodbold er underholdning og underholdning er business. Alt andet er længsel efter en svunden tid.
Når det er sagt: Jeg bliver da også muggen, hver gang en utømmelig pengetank kaster sin kærlighed på en klub. Særligt, når det igen ikke er min klub.
For hvad får vi – almindelige fodboldfans – egentlig for pengene?
Vi har de senere år set klubhold spille fodbold på et niveau, der ikke er set tidligere i historien. Pengene har samlet en række af de mest underholdende, dygtigste og mest aggressive mandskaber, der kan købes for – nå, ja, penge.
Min påstand er, at syv-otte klubhold kunne vinde VM for landshold. Kvaliteten hos de bedste klubber er tårnhøj, og underholdningsværdien følger med. Jeg elsker at se de allerbedste spillere i aktion. Boldomgangen, de vellykkede afleveringer, de lynhurtige kombinationer, de perfekt timede tacklinger.
Det er de helt store hold med milliarderne i ryggen, der bliver forbilleder for U6-drengene i Egebjerg IF.
Kunne Mbappé og De Bruyne betale købmandsregningerne, hvis de fik et par millioner mindre i årsløn? Det kunne de jo nok. Men helt ærligt: De underholder en hel verden 70-80 gange hvert år. De er spydspidser for en industri, der holder måske millioner af mennesker i job. De inspirerer en ny generation af piger og drenge. De er med til at udvikle verdens bedste sport.
Jeg synes, de fortjener hver en euro, dollar og pund, de får ind på deres konti på Cayman Islands.
PS: NFL har i årevis spillet turneringskampe i London. Så spansk pokalfodbold uden for Spanien er en del af en udvikling, der allerede er i gang. Jeg drømmer om en pokalkamp mellem Liverpool og Manchester United i Parken. Eller FC St. Pauli mod HSV på Ceres Park!
/Claus
En ulige leg – penge i fodbold, 12. januar kl. 10.14
Hej Hans og Claus
Det er næppe nyt for Jer eller læserne på campo.dk, at jeg hader det endeløse storforbrug af penge og spillere i moderne fodbold. Grådigheden er støt stigende – måske et generelt problem i samfundet og ikke kun i fodbolden? – men hvad angår det smukkeste spil, mener jeg, økonomien har taget for meget over.
Konkurrencen er flyttet fra grønsværen til banken, og jeg bryder mig ikke om, at ”man bare kan købe sig til alting”. Måske er det ikke så moderne en holdning, men jeg mener, kampene skal afgøres inden for kridtstregerne. Men i stadigt stigende grad er meget givet på forhånd. Jeg ved godt, at der i gamle dage også var storklubber med større budgetter hos nogle klubber fremfor andre, og at magtbalancen jo altid har været der, men jeg oplever bare, at det stikker helt af nu. Og det er på en eller anden måde ikke ’organisk magt’ (hvis det begreb findes). Ellers gør det nu. Det her er tilkøbt magt.
Hvis Public Investment Fund var gået ind i Burnley i stedet for Newcastle, var det jo Burnley, der købte stort ind i transfervinduet og endte med et globalt rejespisende publikum på Turf Moor. Det er altså ucharmerende og kynisk på samme tid. Hvorfor indfører vi ikke begrænsninger og lønloft, som vi kender det fra amerikansk sport? Klubberne kan stadig bruge mange penge, hvis de har mange penge, men priserne kan ikke bare fortsætte med at gå op og op og… For regningen havner kun et sted. På billetpriser, merchandise og streamingpakker. Alt bliver jo dyrere på den her måde. Og jeg tænker, at Messi (som over fire år tjente en milliard om året), godt kunne klare sig for mindre. Har jeg overset noget her? Er jeg gammeldags og håbløs romantisk? Claus – jeg kender godt dit svar. Kom med det. 🙂
Men helt ærligt. Er vi ikke kommet for vidt? Er vi ikke havnet et sted, hvor sjælen ryger for de klubber, der bare bliver en investering? Og hvad skal det ikke ende med? Det er et stort spørgsmål et slutte med, men jeg er spændt på, hvad I tænker om det her. I aften spiller Barcelona og Real Madrid Super Cup i Saudi Arabien. Det er sikkert blot, fordi de er flinke mennesker og på grund af godt vejr. Og ikke noget med dollars og euro. Arrhh.. kan det næsten være rigtigt? At spansk fodbold skal spilles i Saudi Arabien? Jeg vælger Carabao Cup i aften, selvom det virker afgjort. Eller måske endda en Old Boys træning i stedet. Jeg afventer lige dagsformen der ved 19-tiden…
Vi ses
Mvh Allan
…
Fodbolddebat har levet ligeså længe som spillet, og ordene fodbold og debat hører bare sammen. I ‘Fodbold DNA’ debatterer vi hver uge fodbold lige fra grønsværen til bestyrelseslokalet og tribunerne. Fodbolddebat skal foregå i en ordentlige tone, og derfor har vi valgt, at vi løbende svarer på hinandens indlæg. Vi stræber efter en kammeratlig tone, og håbet er, at vi med vores holdninger kan inspirere andres – eller sågar lokke nogen ud af busken. Derfor hører vi også gerne dine holdninger, når vi poster vores indlæg på campo.dk’s Facebookprofil, eller ved at modtage en mail på: kontakt@campo.dk. Fodbolddebat længe leve!
vh
Hans, Claus og Allan