3F Superligaen

Patrick Mortensen: De manglende mål er ikke Karlsens skyld

Morten Karlsen er stoppet som assistenttræner i AGF, da han ifølge Ekstra Bladet takkede nej til at tilbud om at blive transitionstræner i stedet for assistenttræner. Noget mange har tolket som en fyring efter et målfattigt efterår.

De manglende mål er ikke Morten Karlsens skyld, siger AGF-anfører Patrick Mortensen
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Morten Karlsen er stoppet som assistenttræner i AGF, og ind er kommet den norske fodboldtræner, Kenneth Dokken.

Hos flere medier – og ligeså sociale medier – er udlægningen af Morten Karlsens stop i Aarhusklubben, at han er blevet fyret på grund af holdets manglende mål og udfordringer i den offensive del af spillet.

AGF’s anfører og spidsangriber, Patrick Mortensen, vil dog ikke høre tale om, at årsagen til AGF’s manglende mål skal placeres hos den tidligere assistenttræner.

– Jeg læser ikke fan-forums eller kommentarer på sociale medier, så det kommer lidt bag på mig, hvis han har fået skylden for det. Det er alene os spilleres skyld – mig selv inklusiv – at vi ikke har scoret nok mål i AGF. Det er noget, vi har arbejdet på og stadig arbejder på skal blive bedre, så vi kan blive endnu skarpere på den sidste tredjedel, siger Patrick Mortensen til campo.dk.

Arbejdet med den offensive del af spillet forsætter nu på Fredensvang, og en del af det arbejde går på at træne og forberede sig grundigt og ikke forhaste noget.

– Det har nogen gange været det sidste, der er mislykkedes, og hvor vi i en periode – netop fordi vi ikke har scoret nok – rigtig gerne har villet have noget på bogen. Og så forhaster man det lidt, i stedet for at få lidt ro i det hele, siger Mortensen, der samtidig svarer på spørgsmålet, om AGF har været gode nok til at bringe nok spillere frem til modstanderens felt.

– Det korte svar er, at det har vi ikke været. Men det synes jeg jo, at vi tidligere har været. Men vi er heller ikke et possession hold. Vi er et powerhold, der gerne vil erobre bolden højt på banen. Men vi vil også gerne krydre det, så det ikke altsammen skal forhastes igennem. Så vi kan tage den ekstra aflevering, og så vi får flere folk med i feltet, hvor det ikke er de hurtige indlæg. Vi skal ikke bare spille samba-bold, for de typer har vi ikke, men vi skal være bedre i vores beslutninger offensivt, slår Mortensen fast.

AGF rejser på træningslejr to gange i opstartsfasen, og de åbner sæsonen ude mod SønderjyskE den 20. februar.

Læs også:
HELE familien Bjørnebye er tilfreds med AGF-signing
Stor ændring på trænerbænken i AGF

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P