
Avis: Tre mand på listen over AaB’s træneremner
Det ser ud til, at AaB snart må indstille sig på at skulle på trænerjagt. Nu afslører Ekstra Bladet, hvilke kandidater der er i spil.

AaB-cheftræner Martí Cifuentes sættes for tiden i forbindelse med den ledige stilling hos Allsvenskan-klubben Hammarby, og det har fået rygtemøllen til at gå i gang omkring en mulig afløser for spanieren i AaB.
Her nævnes Thomas Thomasberg fra Randers FC som den absolutte topprioritet, og som campo.dk skrev i går, så er der allerede dialog mellem klubberne.
Hvis det ikke skulle lykkes AaB at lande en aftale med Randers-træneren, så skulle listen over andre kandidater dog være lavet. Det skriver Ekstra Bladet lørdag.
Ifølge avisen skulle Lars Friis fra Viborg FF være andenprioriteten, mens den gamle AaB-kending Jacob Friis skulle være tredjevalg. Sidstnævne besidder lige nu rollen som U19-landstræner for det danske ungdomslandshold for kvinder.
Læs også:
Superligaprofil har store drømme og ambitioner: Vil ikke sætte klubnavne på
Herudover skriver avisen endvidere, at Kent Nielsen også skulle være nævnt som et emne blandt ‘kilder i fodboldmiljøet’, men han skulle ikke figurere på AaB’s prioriterede liste.