Viborg FF sælger topscorer til sydkoreansk klub
Viborg FF har solgt Sebastian Grønning til sydkoreanske Suwon Samsung Bluewings med øjeblikkelig virkning.
Viborg FF har solgt Sebastian Grønning til Suwon Samsung Bluewings. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
24-årige Sebastian Grønning nåede 50 kampe for Viborg FF, hvor han scorede 31 mål og blev i efteråret valgt som årets spiller i klubben.
– Da vi hentede Sebastian i Skive på en fri transfer, så var det med en plan og målsætning om, at vi skulle tilbage til Superligaen sammen, og at Sebastian skulle være en profil og topscorer for os. Det kan vi sætte flueben ud for, og så var det også en del af planen, at han skulle videre, når der kom en spændende mulighed, lyder det fra sportschef Jesper Fredberg.
Den sydkoreanske klub blev i 2021 nummer fem i K League 1, som er landets bedste række, og har tidligere vundet det sydkoreanske mesterskab fire gange og pokalturneringen fem gange samt deltaget i den asiatiske Champions League otte gange.
– Siden jeg var en lille dreng, har jeg drømt om at spille i udlandet, og den mulighed er nu opstået. Så jeg er bare glad for, at det hele nu er på plads. Det bliver en stor oplevelse, som jeg glæder mig til, siger Sebastian Grønning.