3F Superligaen 12.50 - 27/12/21

Dommer i Superligaen: Man dømmer ikke for at blive populær

Superligadommeren Sandi Putros kan ikke have sin kone som støtte på stadion, fordi stemningen blandt tilskuerne er for grov og ondsindet mod dommeren.

Sandi Putros spillede fodbold som yngre, men som han selv siger "Det var ret tydeligt fra start, at det ikke var noget, jeg ville blive verdensmester til" - Han har ellers en bror, Frans Putros, der spiller professionelt i Viborg FF. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

EmilAndersen

0

3F Superligaen

Den i dag 34-årige Superliga-dommer Sandi Putros tog sit dommerkort tilbage i 2006. Siden har han arbejdet sig op gennem serie-rækkerne, og i dag er han den dommer, der har dømt flest kampe i den indeværende sæson i Superligaen.

Det var dog ikke altid hverken drømmen eller ambitionen for Sandi Putros, at han skulle ende med at dømme i Superligaen. Tværtimod er det lidt af et tilfælde, at han i dag er blandt landets absolut bedste dommere.

Sandi Putros arbejdede på en tankstation tilbage i 2006, hvor han husker, at han havde en kammerat, der netop var begyndt på dommergerningen.

– Jeg var misundelig på ham, fordi han altid havde penge i lommen. Og tilbage i 2006, uanset om det var en seniorkamp eller ungdomskamp, så gik man altid ind i cafeteriet efterfølgende, hvor man fik pengene for at dømme kampen direkte i hånden. Så man havde sådan set løbende penge i lommen til forbrug, og det tiltalte mig meget, siger Sandi Putros til campo.dk.

Sandi Putros brugte derfor dommergerning til i første omgang at sikre sig, at han altid kunne få fat i et par hundrede kroner op til weekenden, hvis han skulle ud at lave noget socialt.

– Det var faktisk grunden til, at jeg dømte fodbold dengang. Og så viste det sig jo også, at det var meget federe at dømme fodbold end at stå på en tankstation.

Vejen til toppen
Da Sandi Putros først kom i gang med at dømme, blev han hurtigt grebet af det. Der var konkurrence kollegaerne iblandt, og samtidig var der et åbenlyst system til belønning, hvor man hele tiden kunne gøre sig fortjent til at dømme kampe højere oppe i rækkerne.

Som dommerkarrieren tog sine spæde skridt for Sandi, gik han fra at dømme ungdomskampe til at dømme i seniorrækkerne. Første seniorkamp var i Serie-6, men inden længe stod den på kampe i Serie-2.

– Skellet mellem Serie-3 og Serie-2 er det største. I Serie-2 begynder du at få linjedommere i kampene, og samtidig begyndte jeg også at komme ind i de talentprogrammer, der er i dommerverdenen.

– Jeg begyndte også at få nogle dygtige bedømmere, som kom ud og vurderede og gav karakter. Så det handlede jo om at præstere de gange, hvor der var bedømmere ude og kigge, hvilket gjorde det noget mere seriøst.

Læs også: Dansk VAR-dommer: Dommeren giver gult og gør det svært for VAR

Samtidig mener Sandi Putros også, at holdene fra Serie-2 og opefter begynder at gå meget mere op i fodbolden.

– Så man følte jo, at det blev noget mere seriøst, og at man allerede dengang skulle træne i at præstere, for det forventede folk, når man dømte på det niveau.

Det var utopi at tro, man skulle dømme Superliga

Selvom Sandi Putros var kravlet nogle rækker opad og nu var blevet en del af talentprogrammerne for danske dommere, var Superligaen ikke noget, han for alvor overvejede endnu. Men det var så småt begyndt at være en drøm for ham.

– Det var utopi, hvis man gik og troede, at man skulle dømme Superliga, dengang man var i Serie-2, siger Sandi Putros.

Beskeder tenderende til trusler
Med årene fik Sandi Putros den spirende drøm til at få i opfyldelse, og siden 2016 har han dømt 98 kampe i Superligaen.

Han fortæller, at der selvfølgelig er forskel på at dømme i Superligaen og 1. Division, men det er ikke spillet på banen eller tempoet, der udgør den største forskel. Det er derimod alt det andet.

– Den største forskel er alt det udenom spillet. Det vil sige medierne, tilskuerne og størrelsen på stadion. Alt det virvar, der der opstår omkring en kamp i Superligaen.

Man er ikke fodbolddommer for at være populær

Sandi Putros peger selv på de sociale medier som en af de helt store forskelle mellem Superligaen og resten af de danske fodboldrækker.

I begyndelsen af sin Superliga-karriere benyttede han sig selv af sociale medier. Det gør han ikke længere.

– Man finder hurtigt ud af, at de beskeder man får, dem er der aldrig noget positivt i. Der er aldrig nogen, der skriver for at give ros. Til gengæld kan du godt regne med at få mange beskeder, hvis du har lavet en fejl, siger Sandi Putros og fortsætter:

– Jeg kan jo ikke lære noget af, at en fodboldfan fortæller mig, at jeg er ringe. Og det er jo det, man får at vide, for de ville jo aldrig skrive til mig, at jeg gjorde det godt.

At få at vide, at man har dømt en dårlig kamp, hører til den absolut milde ende, i forhold til hvad beskederne ellers kan indeholde. Sandi Putros fortæller, at han flere gange i løbet af karrieren har fået beskeder, der tenderer til trusler. Han har dog aldrig følt sig nødsaget til at gå til politiet med beskederne.

– Man er jo ikke fodbolddommer for at blive populær, og med tiden bliver man også robust nok til at klare det.

Læs også: Boilesen kritiserer dommer: Han har overhovedet ikke fat i kampen

Sandi Putros er en af de få dommere i den danske Superliga, der dømmer kampe i samme by, som han bor i. Men modsat tonen og beskederne på de sociale medier, har han aldrig oplevet problemer ved at blive genkendt på gaden i Aarhus.

– Man kan jo undre sig – for hvis jeg var på de sociale medier, ville jeg snildt kunne finde 500 kommentarer om min præstation efter en kamp, hvor 99 procent af dem ville være negative. Men når det er på gaden, har det enten altid været positivt eller sagt med et grin.

“Min familie har det ikke godt med det”
Sandi Putros’ første kamp i Superligaen var i 2016 mellem AC Horsens og SønderjyskE. En kamp, han husker særdeles tydeligt.

– Jeg havde min kone og mine forældre på stadion. Min kone har kun set mig dømme fodbold to gange på stadion, og det er det samme med mine forældre.

– Det skyldes, at ingen af dem har det godt med det. Derfor husker jeg, at de var med til min debut, fordi jeg pressede på og sagde, at hvis der var én kamp, de gerne skulle se, så skulle det være den. Og det gik de så med til. Det er nok det, jeg husker mest tydeligt fra min debut. At min kone og mine forældre var der. For det er så sjældent, at det sker.

Årsagen til, at hverken Sandis kone eller forældre bryder sig om at se de kampe han dømmer på stadion er, at der ofte bliver talt grimt om dommeren blandt tilskuerne til en fodboldkamp.

– Især min kone har svært ved det. Hvis hun sidder ved siden af nogen, der sviner mig til, bliver hun ked af det. Og hun er godt klar over, at hun jo ikke skal til at diskutere eller skændes med folk, så hun bider det i sig og forsøger at ignorere det. Men det gør hende ked af det, og det er sådan set grunden til, at hun ikke er med.

“Som at være i en boble”
Sandi Putros selv bemærker sjældent støjen og de grimme kommentarer fra lægterne. Når først kampen er fløjtet i gang, er hans fokus rettet fuldt ud mod spillet på banen.

– Når først jeg fløjter op, og det lyder måske lidt sjovt, men så bemærker jeg ikke alt det rundt om. Jeg koncentrerer mig om de 22 spillere, der er på banen. Man er inde i en form for boble. Det er meget sjældent, at man under en fodboldkamp kigger op på stadionpladserne og tænker “det er faktisk meget fedt det her”. Det kan man gøre engang imellem ved scoringer, hvor der lige er en kort pause, inden spillet bliver sat i gang igen.

Jeg tror, at folk ville blive overrasket over den tone, der er i fodboldverdenen

Når kampen så er i gang, foregår der en masse på banen, som vi som tilskuere eller seere sjældent får at se, eller måske i endnu højere grad at høre.

– Måden, hvorpå man taler til hinanden på banen, er meget direkte, og der bliver ikke holdt igen. Men det er jo en del af miljøet.

– Jeg tror, at folk ville blive overrasket over den tone, der er i fodboldverdenen.

Sandi Putros mener dog, at spillerne og trænerne generelt er gode til at kende grænsen, og at det sjældent bliver personligt.

– Men de går til grænsen, og selvfølgelig nogen mere end andre, siger han, uden dog at ville sætte navn på, hvilke spillere der helt konkret er tale om:

– Folk ved nok godt, hvem spillerne er. De findes jo i alle klubber. Dem, som er udadreagerende og opsøger kontakten med dommeren. Men det er faktisk dem, jeg synes er mest spændende at arbejde med.

Sandi Putros kigger nu mod fremtiden, hvor målet i første omgang er at komme endnu mere ud i Europa og dømme kampe.

– Jeg stiler efter de større stadions, de større adresser og de større kampe. Der er hele tiden noget at stile efter, og målet i sidste ende må jo så være en VM-finale, siger han.