Brøndby kometkeeper: Det har været et vildt år
Mads Hermansen har for alvor grebet chancen, som førstekeeper for Brøndby IF i denne sæson, mens han har haft optrædener for U21-landsholdet. Derfor er det vildt gennembrudsår, han ser tilbage på.
Brøndbys unge målmandsprofil, Mads Hermansen, har grebet chancen som førstemålmand i indeværende sæson, mens han har haft kampe for det danske U21-landshold. Derfor har året 2021 ifølge ham været mere end godkendt.
Sådan lyder det i et længere interview med Brøndby IF’s hjemmeside.
– Når man kigger tilbage, har det har været et vildt år, hvor vi først og fremmest vandt vores første mesterskab i rigtig mange år. Personligt fik jeg debut i buret og har fået en masse spilletid gennem dette efterår. Der har også været kampe på U21-landsholdet, så alt i alt vil jeg sige, at 2021 har været et rigtig godt år, opsummerer den unge Brøndby-målmanden til klubbens egen hjemmeside, hvor han samtidigt fortæller, at det har været et naturligt skridt at komme op i superligatruppen, hvor spillerne har taget godt imod ham.
– (…) Inden min debut havde jeg været en del af gruppen i lang tid og kendte derfor drengene rigtig godt, så det gjorde selvfølgelig alting nemmere, fortæller Hermansen, der samtidigt takker for den store tillid, trænerteamet har givet ham i sæsonen.
Mads Hermansen forklarer endvidere, at det er en regulær drøm at vogte buret foran de mest inkarnerede Brøndby-tilhængere.
– Lige siden jeg kom hertil, har jeg altid drømt om at mærke stemningen fra Brøndby Stadion og Sydsiden, så det har været helt fantastisk at mærke opbakningen fra vores fans – også de kampe, hvor jeg ikke har stået mit allerbedste, afslutter han.
Læs også: KOMMENTAR: Delaney er dæl… god!