Ulvenes sportschef understreger ambitiøse målsætninger
Står det til FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, har 2021 været et godt år for midtjyderne, der trods store rokader i stab og spillertrup, overvintrer på førstepladsen i ligaen, er videre i pokalturneringen og den nye UEFA Conference League.
Svend Graversen, der er sportschef i FC Midtjylland, kalder 2021 for mere end godkendt. Særligt med de udskiftninger i både i stab- og spillertrup, der har været. Noget, der har givet plads til de yngre kræfter.
– Med en ny træner og et helt nyt hold har vi leveret et flot efterår. Der er mange spillere, som har steppet op, og det har været fedt at se en masse unge spillere træde i karakter på seniorplan, fortæller han til klubbens hjemmeside og understreger, at der trods den store udskiftning på holdet er et solidt fundament i den midtjyske fusionsklub.
Læs også: FC Midtjyllands unge stjerneskud: Jeg drømmer om Dortmund
– Vi ligger nummer ét og er videre i pokalturneringen og i Europa. Det er mere end godkendt, og det skal vi ud og bygge videre på i foråret, siger Svend Graversen, der ser frem til at høste frugterne i 2022.
– Nu glæder vi os til et nyt år, hvor der igen er store ambitioner i FC Midtjylland. Vi går benhårdt efter The Double, og vi vil så langt i Conference League som muligt, afslutter den rolige og ambitiøse sportschef.
Læs også: Riddersholm om potentiel SønderjyskE-nedrykning: Vil virkelig ramme mit hjerte hårdt