Premier League

City-knockout til Leicester i vanvidskamp på Boxing Day

Halvvejs i første halvleg havde Kasper Schmeichel hentet bolden ud af eget net fire gange, men et vanvidscomeback lurede pludselig i anden halvleg, inden Manchester City lukkede kampen mod Leicester.

Kasper Schmeichel Leicester City Manchester City Premier League
Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Manchester City var ganske enkelt Leicester overlegne i første halvleg af den kamp, som de slutteligt vandt 6-3.

De forsvarende mestre førte 4-0 efter 24 minutters spil på mål af Kevin de Bruyne, Riyad Mahrez, Ilkay Gündogan og Raheem Sterling.

Leicester svarede flot igen, og på 11 vanvidsminutter fik de reduceret til 4-3 på mål af James Maddison, Ademola Lookman og Kalechi Iheanacho.

Aymeric Laporte og Raheem Sterling spændte med yderligere to scoringer ben for vanvidscomebacket.

Kampens spiller: James Maddison, Leicester City.

Manchester City kom mildest talt flyvende ud til kampen, og da de allerede efter fire minutters spil bragte sig foran 1-0, havde Leicester ikke brugt tiden på andet end at forsvare sig. Adskillige skudforsøg var blevet blokeret, inden Kevin de Bruyne fik alt for meget plads i feltet, og uden de store problemer lagde den belgiske stjerne bolden forbi Kasper Schmeichel i Leicester-målet.

Hvor mange gear Manchester City-motoren har, har ingen endnu fundet det endegyldige svar på, men det var allerhøjst et enkelt, der blev skiftet ned efter scoringen, hvor Leicester dog nåede at have bolden et par gange, inden gæsternes forsvar igen satte sin danske målmand under pres.

Læs også: Kanariefuglene fik kappet vingerne af Arsenals unge kanoner

Youri Tielemans havde alt for meget fat i Aymeric Laporte på et hjørnespark, og efter gennemsyn ved VAR-skærmen, kunne dommer Chris Kavanagh sende Riyad Mahrez frem til straffepletten, hvor algerieren var sikkerheden selv.

Derefter fulgte en fin periode for udeholdet, hvor blandt andre James Maddison fik et frisparksforsøg afværget, men mareridtet var langt fra overstået for de gæstende ’Foxes’.

Efter 21 minutter var det desværre danske Kasper Schmeichel, der kom i uheldig fokus, da han parerede bolden lige ud i fødderne på Ilkay Gündogan, der ikke havde problemer med at passere danskeren på riposten.

Læs også: Tottenham fortsætter flot PL-stime mod Crystal Palace

Godt halvvejs igennem første halvleg var Youri Tielemans igen ude med riven i eget felt, og på ukarakteristisk klodset vis for belgieren, nedlagde han Raheem Sterling. Denne gang var dommer Kavanagh ikke i tvivl, og så var det op til Sterling selv at bringe hjemmeholdet på 4-0. Med en afslutning meget lig Mahrez’ tidligere i kampen efterlod han ingen chance for den danske landsholdsmålmand.

Selvom Kasper Schmeichel ikke så alt for heldig ud ved 3-0-scoringen, var det den danske målmand, som resten af Leicester-holdet kunne takke for, at der trods alt ikke gik flere end fire mål ind inden pausen.

Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Lige så elendigt Leicester kom ud til første halvleg, lige så sprudlende kom de ud til anden halvleg, og efter 20 minutter var der pludselig spænding om kampens udfald.

Først spillede James Maddison og Kalechi Iheanacho sig sammen igennem City-forsvaret, og med førstnævnte i afslutterens rolle fik Leicester reduceret til 4-1.

Tre minutter senere var James Maddison og Iheanacho igen arkitekterne bag en scoring, da de fik sendt Ademola Lookman alene igennem med Ederson, og den 24-årige englænder svigtede ikke.

Læs også: Tre føringer var akkurat nok, da Southampton snød West Ham

11 minutter efter første reducering så comebacket pludselig ud til at være en helt reel mulighed, og igen igen var det James Maddison og Iheanacho, der orkestrerede Leicester-scoringen. Maddison modtog bolden på feltkanten, og da hans skudforsøg prellede af på overliggeren, var Iheanacho hurtig over returen, og så stod der pludselig 4-3.

De mange scoringer lod dog ikke til at ryste Manchester City synderligt, og da Aymeric Laporte kort efter steg over Iheanacho på et hjørnespark, var tomålsføringen reetableret.

Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Fire minutter før tid blev Raheem Sterling kampens eneste dobbelt målscorer, da han ekspederede et forfejlet hovedstødsforsøg fra Ruben Dias imellem benene på Kasper Schmeichel.

En vanvittig kamp sluttede med resultatet 6-3 til Manchester City, men Leicester kunne trods alt tage hjem med æren i behold.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P