Godín: Jeg forlader Cagliari
Den tidligere forsvarsspiller hos Atletico Madrid bekræfter, at han forlader sin nuværende klub Cagliari til januar.
Diego Godín er snart fortid i sin nuværende klub Cagliari.
Det bekræfter den 35-årige midterforsvarer tirsdag.
– Jeg kan ikke sige så meget, men jeg forlader klubben. Det sker ikke af mangel på respekt eller professionalisme, siger Godín til Sport890.
Godín er ellers på kontrakt til 2023, men han har et smuthul i sin kontrakt.
– Jeg fornyede min kontrakt, gik ned i løn og fik samtidig muligheden for at forlade klubben til januar. Så om 10 dage må jeg tale med nye klubber. Når jeg er væk, kan jeg tale om alt det, der sker i Cagliari, afslutter Godín en anelse kryptisk.
Godín er noteret for 40 kampe for den italienske Serie A-klub. De fleste kender ham dog nok bedst for sin tid i Atletico Madrid, hvor han i ni år var en af de bærende kræfter i klubbens indtog i spansk og europæisk topfodbold.
Læs også: Dansk landsholdsspiller bænket – Klubben forklarer