Barca-helt: Alle 11 spillere er vigtige
FC Barcelona vandt lørdag aften med 3-2 over Elche på et sent mål af Nico González. Efter kampen var hovedpersonen mere end glad for den vigtige sejr.
19-årige Nico González sikrede FC Barcelona deres første sejr i fire kampe, da han i det 85. minut scorede til 3-2 imod Elche hjemme på Camp Nou i en kamp, hvor 22-årige Ferrand Jutglá og 17-årige Gavi stod for Barcas to første mål.
Læs også: La Masia-talenter gav Barca forløsende sejr
Derfor blev det de unge spillere i den catalanske klub, der efter kampen stjal rampelyset. Det er Barcas helt store helt, Nico González, dog ikke helt enig i.
– Alle 11 spillere er vigtige, ikke kun os unge spillere.
– Først og fremmest vil vi kæmpe for top 4 i LaLiga, men vi er Barca, og vi vil kæmpe for titlen for vores fans skyld, der i dag var spektakulære og fortjener det hele, siger Nico González ifølge Mundo Deportivo.
Derudover var det også en utrolig glad matchvinder, der fortalte om oplevelsen af at blive den helt store helt.
– Jeg følte en stor glæde. Jeg håber, at hele Camp Nou en dag vil synge mit navn.
– Jeg stråler af glæde, en stor glæde. Ved 2-2 kunne vi se, at det var en meget kompliceret modstander, men vi vidste, at vi ville få vores muligheder, og vi fik den og scorede på den. Så jeg er virkelig glad, siger den 19-årige Barca-spiller.
Læs også: Spansk avis: Rashford overvejer at skifte til Barcelona
FC Barcelonas næste kamp i LaLiga er den 21. december, når de på udebane møder Sevilla, der har danske Thomas Delaney i truppen.