Brøndby-træner om AGF-kamp: Som at overleve et flystyrt!
I Brøndby har man døbt kampen mod AGF i foråret 2021 som 'Miraklet i Aarhus'. Kampen efter Mikael Uhres 2-1 scoring var en hård omgang for Brøndbys trænerstab. Det afslører Jesper Sørensen.
Jesper Sørensen er stoppet som assistenttræner i Brøndby og skal nu hellige sig sit job som dansk U21-landsholdstræner.
I en ‘farvel podcast’ med mediet 3point.dk afslører Jesper Sørensen, at kampen mod AGF i næstsidste spillerunde er en kamp, hvor han aldrig har oplevet noget lignende. Med alt det, der var på spil, blev kampen nærmest ‘uhyggelig’.
– Vi skulle bare have det bedste ud af det. Men igen – det kunne jo ligeså godt have tippet den anden vej. Min familie herhjemme synes, det var uhyggeligt. Min yngste sagde: “Far, det var uhyggeligt”. Min hustru måtte ud at gå med hunden på et tidspunkt. Men desto større var glæden jo så efterfølgende, og den modtagelse vi fik, da vi ramte Brøndby Stadion klokken 02 om natten var fantastisk, siger Jesper Sørensen i podcasten.
I kampen i næstsidste spillerunde mod AGF fik Morten Frendrup rødt kort i første halvleg, og i løbet af anden halvleg efter AGF’s udligning, fik Mikael Uhre opsnappet en dårlig tilbagelægning fra århusianernes forsvarsspiller, Sebastian Hausner, og med sin scoring til 2-1 sendte han reelt set mesterskabet til Vestegnen.
Læs også: Brøndby solgte spillertrøjer: 240.000 kroner til velgørenhed
Den rutsjebanetur var unik for Brøndbys trænerteam.
– Vi bevarede roen i pausen på trods af det røde kort. Vi sagde til spillerne, at nu gør vi sådan her. Og så satser vi til sidst, hvis vi skal bruge et mål. Og så fik vi holdt det tæt ude på banen, og AGF laver en fejl, som Uhre så udnytter. Efterfølgende redder Simon (Hedlund, red.) på stregen. Alle de ting, der sker, de gik vores vej. Så det var ligesom at styrte ned med et fly og så overleve. Og sådan tror jeg faktisk, de fleste havde det efter kampen, afslører Jesper Sørensen.
Brøndby IF vandt efterfølgende det danske mesterskab med en 2-0 sejr over FC Nordsjælland. And the rest is history.