UDLANDSPROFFERNE Uge 49: ‘Dolleren’, ‘Jobbe’ & ‘Corner’
På campo.dk giver vi dig hver mandag formiddag et overblik over, hvordan den seneste uge er gået for de danske spillere, der tjener deres løn udenfor landets grænser. Mål, debut og udvisninger - stort og småt.
I Danmark har vi over 300 professionelle fodboldspillere, der til dagligt spiller fodbold i mere end 30 forskellige lande.
Vi vil på campo.dk ugentligt give et overblik over nogle af de danskere, man ikke nødvendigvis hører om hver eller hver anden dag. Vi udvælger nogle af de spillere, der har gjort sig bemærket for enten noget godt, noget skidt, eller noget midt imellem.
Thomas Delaney – Sevilla
Thomas Delaney skiftede i sommer fra kul- og stålproduktionens Ruhr-distrikt til sydens varmere himmelstrøg under den spanske sol i Sevilla. I den andalusiske hovedstad har Thomas Delaney haft en december måned med op- og nedtur. I starten af ugen var han indlagt på hospitalet med en mavevirus, og lørdag formåede den danske darling, med det altid perfekte hår, at score sit første mål i Sevilla-trøjen. I kampen mod Athletic Bilbao scorede han kampens eneste mål, da han i slutningen af første halvleg fik bolden et lille stykke udenfor feltet. Bilbao-spillerne har tydeligvis ikke set meget video med Delaney. De gav ham i hvert fald oceaner af plads og tid. Det kvitterede den 30-årige danskamerikaner for, med et hårdt og præcist skud, der smøg sig ind helt oppe i krogen. Efter en anden halvleg med hårdt arbejde fra Thomas Delaney kunne han velfortjent hente titlen som matchvinder i 1-0 sejren. Sevilla spillede sig endda op på LaLigas andenplads, fem point efter Real Madrid.
Læs også: UDLANDSPROFFERNE Uge 48: Svenske mestre, belgisk pokalexit og danskerduel i Holland
Foto: Trabzonspor
Andreas Cornelius – Trabzonspor
Efter sommerens skifte fra Parma til Trabzonspor ser Cornelius endelig ud til at have fundet sin rette hylde. Hylden har været lang tid undervejs med hele syv klubskift på fire år. Han har fået masser af spilletid, og har kvitteret med syv mål i 17 kampe. Trabzonspor var altdominerende i Tyrkiet i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, hvor det blev til seks mesterskaber på otte år, til gengæld har mesterskab nummer syv ladet vente på sig siden 1983. Det kunne meget vel være i denne sæson, at de rød- og blåstribede får hul på bylden efter 39 års mesterskabstørke. Holdet fra Trabzon var før lørdagens udflugt til sydkystens perle ubesejret og havde 12 points forspring ned til andenpladsen. Antalya er for mange danskere ensbetydende med 40 grader, swimmingpool og drinks under den bagende sol. For Andreas Cornelius og Trabzonspor bød Antalya til gengæld på et hårdt kæmpende bundhold. Af ukendte årsager startede Cornelius kampen med en Wieghorst-forbinding på hovedet. Forbindingen gjorde dog ikke, at den høje dansker havde mistet sin målnæse. Et hjørnespark endte efter et hovedstød og en redning fra målmanden foran Cornelius, der med hurtige reaktioner sendte topholdet i front. Mon ikke Trabzonspor-fansene snart skal lære at synge ‘Corner, corner, corner, corner, corner, Cornelius’. Lykkefølelsen varede dog ikke ved for topholdet som, efter et mål på hver sin side af pausen, måtte se sig slået med 2-1. Det blev dermed ‘kun’ til 15 ubesejrede kampe, mens forspringet i ligaen er reduceret til ni point for Cornelius & co. Næste opgave er på lørdag, hvor ligaens nummer tre Hatayspor kommer på besøg.
Læs også: UDLANDSPROFFERNE uge 47: Scoringer for tophold i Belgien, Østrig og England
Foto: Nottingham Forest
Phillip Zinckernagel – Nottingham Forest
26-årige Philip Zinckernagel er blevet lidt af en profil i Nottingham Forest, som har lejet den alsidige dansker i Watford for resten af sæsonen. Forest kæmper i øjeblikket med i den øverste tredjedel af The Championship, og det er derfor ikke utænkeligt, at de kan gøre sig forhåbninger om en plads i playoffs, når de 46 kampe i Championship er færdigspillet den 7. maj. Midterfeltet i den næstbedste engelske række er dog stadig voldsomt tæt, og kun otte point skiller nummer fem fra nummer 18. Derfor var der også vigtige point på spil, da Forest lørdag var på besøg i Wales, hvor Swansea bød indenfor på Liberty Stadium, og efter en målløs første halvleg, var det danske Zinckernagel, der satte gæsterne i gang tre minutter inde i anden halvleg. Zinckernagel modtog bolden på kanten af feltet, og efter et enkelt træk ind i feltet, kanonerede han bolden ind i målnettet foran den medrejsende Forest-fans. Danskerscoringen var blot startskuddet til det, der endte med at blive en stensikker 1-4-sejr til Nottingham Forest. Philip Zinckernagel har spillet 21 af Nottingham Forests 22 kampe i The Championship i denne sæson, og her er det blevet til fire mål og fire assist.
Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix
Jesper Lindstrøm – Eintracht Frankfurt
‘Jobbe’ kom i sommer til den tyske finanshovedstad, efter han havde spillet en stor rolle i Brøndbys danske mesterskab. For mange spillere bliver første skridt mod udlandet ofte en tid uden megen spilletid, men Lindstrøm har formået at bide sig fast på et Frankfurt-mandskab, der tilhører den meget brede betegnelse midterhold i Bundesligaen. Efter rundens kampe er der blot ti point fra en fjerdeplads, der giver adgang til Champions League, ned til nedrykningsstregen, der giver adgang til 2. Bundesliga. Her befinder ‘Jobbe’ og Frankfurt sig lunt i midten, med fem point hver vej. Søndag stod de ellers overfor svær modstand med besøg fra ligaens tredjeplads, Bayer Leverkusen. Leverkusen har en giftig tjekkisk herre i front i Patrick Schick. Netop Schick leverede også to hurtige mål, der sendte gæsterne på sejrskurs. Ét minut senere havde Tuta reduceret og efter en halv time ville ‘Jobbe’ lege med. Den 21-årige dansker leverede et løb i dybden, der ville gøre selv savannens hurtigste gazelle til skamme, og modtog en genial pasning fra Djibril Sow. Lindstrøm afsluttede knastørt forbi fremadstormende Lukas Hradecky i Leverkusen-målet. Klasseafslutning fra ‘Jobbe’ overfor Hradecky, der seks år før Lindstrøm tog springet fra Brøndby til Frankfurt. Herefter leverede målmageren en jubelscene, der var god på tegnebrættet, men knap så god i praksis. Danskeren har formentlig set Sol Campbells glidende tackling og tænkt, det gør jeg lige. Han forsøgte i hvert fald at glide på knæene, men greenkeeperen i Frankfurt havde, til Lindstrøms store fortrydelse, glemt at vande banen, og danskeren røg på næsen. Lindstrøm blev skiftet ud i pausen, og Frankfurt formåede at vende kampen fra 0-2 til 5-2 sejr og indtager nu Bundesligaens niendeplads, seks point efter Leverkusen.
Foto: Jeremias Gonzalez/AP/Ritzau Scanpix
Kasper Dolberg – OGC Nice
Den danske landsholdsangriber, Kasper Dolberg, havde mere end bare en finger med i spillet, da OGC Nice søndag slog Rennes 1-2 og dermed spillede sig nærmere den tredjeplads, som netop Rennes i øjeblikket er indehaver af. Dolberg var i bogstaveligste forstand på (11-meter-)pletten, da han efter 19 minutters spil udnyttede et straffespark. Et hårdt spark i midten af målet var nok til at sikre fjerde sæsonscoring for ‘Dolleren’.
Kort efter pausen modtog silkeborgenseren bolden med ryggen til mål på kanten af feltet, og med fin fysik afviste han sin direkte oppasser. Bolden blev trillet videre til den fremadstormende højreback, Youcef Atal, der uden den store betænkningstid klaskede bolden op i nettaget bag den senegalesiske landsholdsmålmand Alfred Gomis.
Den danske scoring i første halvleg er den første fra Dolbergs fod, siden 12. september. Skades- og sygdomsproblemer har givet Kasper Dolberg en lidt blandet start på sin tredje sæson i middelhavsklubben OGC Nice, men efter 13 ligakampe uden scoringer, har den den blonde dansker forhåbentlig atter fundet målformen.
Hvad skete der ellers?
- 22-årige Jens Odgaards scoring mod Twente var ikke nok til point for Waalwijk, der søndag tabte kampen 2-1.
- Det var mere eller mindre det præcis samme scenarie i Nijmegen, hvor ligeledes 22-årige Magnus Mattson med sin scoring efter otte minutter længe så ud til at blive matchvinder, men på to sene scoringer løb PSV alligevel med sejren.
- Alle gode (dårlige) gange tre. Heracles’ Nikolai Laursen er et år ældre end Jens Odgaard og Magnus Mattson, men scenariet var det samme, for også Nikolai Laursen måtte trods en scoring se sig slået med 2-1 af Vitesse.
- I Amsterdam havde Ajax besøg af Peter Vindahl og AZ Alkmaar, og her var det ganske overraskende gæsterne, der løbe med en 1-2-sejr. Vindahl indkasserede godt nok en enkelt gang, men han var med særligt én god redning stærkt medvirkende til sejren.
- I Tjekkisk fodbold er der i øjeblikket tre danskere, og søndag var det igen den målfarlige højreback, Alexander Bah, der med sin tredje sæsonscoring og fjerde assist var arkitekten bag Slavia Prags 2-0-sejr over Mlada Boleslav.
- Ikke siden første spillerunde er det lykkes Kasper Schmeichel og Leicester City at holde nullet i Premier League, men det lykkedes igen søndag, hvor Newcastle blev sendt hjem med et 0-4-nederlag.