
Bayern-stjerne færdig for i år på grund af corona
Joshua Kimmich kommer ikke i spil for Bayern München mere i år, da han døjer med senfølgerne af coronavirus.

Joshua Kimmich har været en del af coronadebatten i Tyskland, da han i slutningen af oktober offentligt meldte ud, at han ikke havde tænkt sig at lade sig vaccinere mod coronavirus.
En lille måneds tid herefter blev han så smittet i forbindelse med en landsholdssamling, og siden har han ikke været på banen.
Nu melder den tyske landsholdsspiller ud, at han ikke kommer i spil mere i denne sæson for Bayern München, da han fortsat døjer med senfølgerne.
– Jeg er glad for, at min coronakarantæne er overstået. Jeg har det fint, men jeg kan stadig ikke træne fuldt med grundet infiltrationer i mine lunger. Jeg vil derfor genoptræne nu. Jeg kan ikke vente med at være helt tilbage i januar, siger midtbanespilleren således til klubbens hjemmeside.
Læs også: Kimmich siger “nein”: Vil ikke vaccineres for corona
Dermed misser Joshua Kimmich Bayern Münchens tre kommende kampe mod Mainz, Stuttgart og Wolfsburg.