Søren Larsen om sin tid under Rangnick: Han havde den der naturlige lederrolle
Søren Larsen havde æren af at blive trænet under Ralf Rangnick i en halv sæson for Schalke 04 tilbage i 2005, og den danske angriber har udelukkende rosende ord om den nye Manchester United-manager.
Manchester Uniteds nye fodboldprofesser, Ralf Rangnick, har med roller som manager, fodbolddirektør og konsulent været igennem det meste inden for fodboldverdenen. Nu venter der ham så en af de helt store udfordringer, hvor han skal forsøge at bringe de røde djævle tilbage til sine hæderkronede dage.
Danske Søren Larsen blev hentet til Schalke 04 af Rangnick og var under hans kommando, da træneren kom til Schalke 04 tilbage i 2005, og den tidligere angriber erfarer, at det er en træner med mange færdigheder Manchester United har hentet.
– Han var en anderledes træner forstået på den måde, at han var enormt god til mennesker og til at formidle sine tanker og få det omsat til det han gerne ville. Så var han i det hele taget meget fodboldkyndig og fagligt dygtig, men var meget sådan inkluderende i hans måde at kommunikere på, siger Søren Larsen til Campo.dk.
En af de helt store udfordringer for Uniteds tidligere manager Ole Gunnar Solkskjær var at holde styr på mængden af store personligheder. Et område som Larsen mener, Rangnick mestrer både taktisk og personligt.
– Han var god til at komme over til den enkelte spiller og forklare hvad det var, han gerne ville, og hvorfor man skulle gøre sådan, men han havde samtidig enorm autoritet. Han havde den der naturlige lederrolle, men var samtidig vellidt i truppen. En rigtig rigtig dygtig træner. Hans træninger var enormt inspirerende og sjove, hvilket man ikke skal undervurdere.
Om Rangnick sætter det håbede præg på storklubben vil tiden vise, og Søren Larsen ser frem til at følge med i udviklingen.
– Jeg synes det er fedt han har landet jobbet i United og jeg havde ikke lige set den komme. Jeg synes det er spændende, og jeg glæder mig til at følge det.