Kasper Hjulmand: Ærgerlig skade for Simon Kjær
Kasper Hjulmand reagerer på nyheden om Simon Kjærs skade, som han kalder "ærgerlig".
Det blev fredag bekræftet af A.C. Milan, at Simon Kjær er ude resten af sæsonen. Det er han, efter han pådrog sig en korsbåndsskade i kampen mellem Genoa og A.C. Milan onsdag.
Nu kommenterer landsholdets træner Kasper Hjulmand på den triste nyhed.
– Ærgerlig skade for Simon på et tidspunkt, hvor han ellers står på toppen af et helt fantastisk fodboldår. Vi bakker Simon op alt det, vi kan, og håber, at han kommer stærkt igen, både i klubben og for vores landshold. Simon har en fantastisk styrke og kan helt sikkert kæmpe sig tilbage, siger han ifølge herrelandsholdets facebook-side.
I landsholdssammenhæng betyder Simon Kjærs skade, at han går glip af en række venskabskampe i foråret.
Derudover spiller Danmark Nations League-kampe i begyndelsen af juni næste år, hvor det er meget usikkert, om landsholdskaptajnen når at blive klar.
Læs også: Milan bekræfter: Simon Kjær er ude resten af sæsonen