Målmandsredninger blev afgørende i tilbudsorgie på Black Friday i Aarhus
Der var vigtige point på spil i jagten om top seks, da AGF og Silkeborg IF fredag aften satte punktum for deres efterårssæson. Flotte målmandspræstationer endte dog til sidst med en pointdeling.
Mens landets detailbutikker holdt Black Friday med midnatsåbent og slagtilbud, satte AGF og Silkeborg IF punktum for deres efterårssæson denne råkolde fredag i november. Lokationen var Ceres Park og for særligt hjemmeholdet var der meget på spil, da de med et nederlag kunne se frem mod en sort fredag, hvor målsætningen om top seks ville svinde længere bort.
Status inden runden lød nemlig, at AGF lå nummer syv med 20 point, mens Silkeborg lå nummer seks med fire point mere end ‘De Hvi’e’.
Til kampens start havde David Nielsen en enkel overraskelse i ærmet, da han havde valgt at bænke islandske Jón Dagur Thorsteinsson og give Gift Links sin første plads i startelleveren siden anden spillerunde tilbage i august måned. Herudover var også Eric Kahl og Albert Grønbæk med i forhold til senest, hvor de erstattede Oliver Lund og Frederik Brandhof, som startede opgøret på bænken.
Anderledes så det ud hos gæsterne fra Silkeborg, hvor Kent Nielsen havde givet genvalg til samtlige 11 fra deres seneste opgør mod FC Nordsjælland.
Til kampen bar AGF-spillerne sørgebind – ligesom der før kampstart blev afholdt et minuts stilhed for det tidligere AGF-ikon Maciej ‘Magic’ Wasyniuk, der døde tidligere på ugen.
Kampen startede hæsblæsende, da AGF allerede i første minut fik tildelt et frispark på kanten af feltet i højre side. Her blev bolden smækket ind over og førte efterfølgende til en situation i straffesparksfeltet, hvor Albert Grønbæk appellerede for straffe. Spillet fortsatte, men blev ved næste spilstop – som indebar et lille slagsmål mellem Nicklas Helenius og Nicolai Poulsen, der begge fik gult kort – tjekket for straffe af dommer Aydin Uslu på VAR-skærmen. Her viste det sig, at der var offside i opspillet, som ellers ville have givet et straffespark til Grønbæk og AGF.
Det fik AGF til at fortsætte med at trykke på, hvor man fra start kom for fulde drøn. Efter optræk til et par AGF-muligheder, begyndte begge hold at deles om at have bolden i sekvenser. Efter et kvarters spil kom kampens indtil videre største chance så.
Frederik Tingager dummede sig i opspillet, hvor han ramte en fremadstormende Nicolai Vallys, der gik direkte mod mål. Sebastian Hausner fulgte ham dog tæt, hvorfor han fik afsluttet svagt mod Jesper Hansen der let kunne tage bolden.
Det fik AGF til at reagere prompte, hvor man med tålmodighed i opspillet fik spillet Mustapha Bundu fri, der med største kølighed udplacerede Nicolai Larsen i Silkeborg-målet. 1-0 efter 17 minutter, og nu kunne AGF for alvor dufte top seks.
Læs også: Kamil Wilczek testet positiv for Covid-19
Små ti minutter senere tilspillede Silkeborg sig en stor mulighed i højre side, hvor Rasmus Carstensen fandt panden på Nicklas Helenius, der dog snært headede forbi mål.
Minuttet efter var AGF så millimeter fra at bringe sig på 2-0. Et godt gennemspillet angreb endte hos Mustapha Bundu i højre side, der fandt en Patrick Mortensen inde i det lille felt. Her lagde AGF-anføren fikst bolden til rette for Anthony D’Alberto, der brændte på det skammeligste ved at sende bolden snert forbi mål.
Efter en halv time var hjemmeholdet så endnu engang tæt på, da en storspillende Mustapha Bundu fandt Mikael Anderson, der med et par hurtige træk fik brudt fri og spillede bolden ind i det lille felt, hvor Patrick Mortensen lige nøjagtigt ikke kunne nå frem.
På dette tidspunkt havde det ikke været ufortjent, hvis AGFs føring var højere end tilfældet var. Derfor havde det også, fordelt på spil og chancer, været ufortjent, hvis Nicklas Helenius havde udlignet på den halvstore chance, som den tidligere AGF-angriber fik kort før halvleg.
Hvis Maciej ‘Magic’ Wasyniuk så med fra himmelen, ville han utvivlsomt have klappet af den sidste aktion i halvlegen. Her diskede Jesper Hansen nemlig op med en vaskeægte mirakelredning, da først Helenius fik afsluttet, hvorefter Vallys’ hovedstødsforsøg fra tæt hold blev reddet op på overlæggeren til noget, der godt kunne blive årets redning i Superligaen.
Mere blev det dog ikke til, hvorfor AGF fortjent kunne gå til pause med en føring på 1-0.
Læs også: INDBLIK: Mika Biereth – Det fremadstormende danske Arsenal-talent
Fra anden halvlegs start valgte begge trænere at skifte to mand. Her kom Frederik Brandhof og Oliver Lund ind i stedet for Gift Links og Eric Kahl, mens Kent Nielsen smed Nicklas Røjkjær og Anders Klynge ind i stedet for Oliver Sonne og Stefán Thórdarson.
Det var dog ingen af de nye spillere, der startede halvlegen bedst, men derimod første halvlegs bedste spiller – målscorer Mustapha Bundu – der to gange brød igennem i højre side, men hvor det begge gange i sidste ende dog hverken udmøntede sig i afslutninger eller yderligere scoringer.
Mens regnen, der hurtigt blev erstattet af hagl, begyndte at falde ned over Ceres Park, gjorde intensiteten det samme for en stund.
Herefter kom Patrick Mortensen i fokus, da han først fik scoret et mål, der dog blev underkendt for offside, hvorefter han tiltvang sig endnu en stor chance, der blev reddet inde på stregen og i samme ombæring skadede Nicolai Larsen i Silkeborg-målet, der dog blev klar igen efter lidt behandling på banen.
Efter 70 minutter kom bolden så i kassen. Et angreb i Silkeborgs højre side endte i sidste ende hos U21-landsholdsspilleren Rasmus Carstensen, der kunne sparke bolden i kassen til en udligning.
Det vendte pludselig kampbilledet, hvor Silkeborg nu fik spillet sig tættere og tættere på AGFs mål. Det fik AGF til at reagere med ti minutter igen ved at skifte de normale startere Jón Dagur Thorsteinsson og Yann Bisseck ind, inden de kort tid herefter også erstattede Patrick Mortensen med polske Dawid Kurminowski.
I slutfasen forsøgte AGF mest, hvor Oliver Lund fra snert hold fik afsluttet mod Silkeborg-målet. Forsøget blev dog blokeret. Kort herefter tilspillede AGF sig så endnu en chance, men Kurminowski fik afsluttet noget nonchalant. Til stor frustration for AGFs tilhængere.
Til allersidst fik begge hold en chance hver, men i en kamp hvor ‘Magic’ inden kampen blev hyldet på fornemmeste vis, blev det i sidste ende målmændenes aften med flotte redninger på stribe.
Hjemmeholdet havde særligt i første halvleg optræk til meget mere end blot et point, som AGF måtte nøjes med efter en ellers stærk præstation. 1-1 og en pointdeling sluttede det således med på Ceres Park.
Læs også: Ny Vejle-spiller ramt af alvorlig skade – ude resten af sæsonen
Resultatet betyder, at der fortsat er fire point mellem de to mandskaber, der dermed kan se frem mod et par særdeles nervepirrende kampe i foråret i kampen om en endegyldig placering i top seks.
De næste opgaver der venter de to mandskaber finder først sted i februar 2022, når Superligaen igen sparkes i gang. Her skal AGF en tur til SønderjyskE, mens Silkeborg IF hjemme på JYSK Park tager imod Vejle Boldklub. Runden sparkes i gang fredag den 19. februar og sluttes af mandag den 22. februar.