Overtidsdrama holder liv i midtjysk EL-drøm
To gange var FC Midtjylland foran undervejs i torsdagens kamp mod portugisiske Braga, men alligevel skulle der et straffespark i overtiden til for at holde liv i midtjydernes håb om videre avancement. FC Midtjylland slog portugiserne 3-2.
FC Midtjylland var tvunget til sejr torsdag aften, hvis de skulle holde liv i håbet om videre avancement i Europa League.
Portugisiske Braga var på besøg på den jyske hede, og selvom de efter kampen var rasende på dommeren og utilfredse med resultatet, så ændrede det ikke på, at de måtte rejse hjem med et 3-2-nederlag.
FC Midtjylland har ikke fået en specielt god start på Europa League, men det fik de til gengæld på kampen mod Braga. Allerede efter halvandet minut landede et langt indkast via Henrik Dalsgaards hoved hos Erik Sviatchenko. FCM-anføreren mistimede egentlig sin berøring, men det snød hans oppasser så tilpas meget, at han med sine ædlere dele sendte bolden lige tilbage til Sviatchenko, der strakte sig og sørgede for en tidlig hjemmeholds-føring.
Mens hjemmeholdet kom fremragende fra start, var det udeholdet, der sluttede bedst. FC Midtjylland havde stort set holdt de portugisiske gæster fra chancer, men der skulle blot én genialitet til, før bolden lå i nettet bag Jonas Lössl.
Iuri Medeiros sendte maskeret en aflevering igennem danskernes forsvarskæde, men den var Ricardo Horta helt med på, og fra en spids vinkel kunne han hamre bolden ind bag den danske landsholdsreserve.
Nogen decideret genialitet var der muligvis ikke tale om tre minutter efter pausen, men tre særdeles solide FC Midtjylland-aktioner i træk sørgede for endnu en perfekt start på halvlegen for hjemmeholdet.
Evander fandt med en fin aflevering Joel Andersson i midtjydernes højre side, svenskeren headede resolut bolden til bagerste stolpe, hvor unge Gustav Isaksen havde taget et opportunistisk løb og blev belønnet ved bare at skulle hjælpe bolden den sidste vej ind over stregen.
Unge Gustav Isaksen viste igen efter en god times spil initiativ, da han efter en foræring fra de portugisiske gæster befandt sig alene med Braga-målmanden. Et par smarte træk bagom støttebenet snød målmanden, men samme kølighed manglede i den efterfølgende aktion, da Isaksen besluttede sig for at gå med kraft i stedet for præcision, og så var overliggeren i vejen for giga-chancen.
Midtjyderne fortsatte med at have fint greb om kampen, men de portugisiske gæster lykkedes alligevel med at skubbe spillet længere frem. Det gav dog muligheden i dybden for hjemmeholdet, hvor særligt Isaksen og brasilianske Charles truede.
Det var dog gæsterne, der igen fandt en genialitet frem fra værktøjskassen, da brasilianske Galeno fik for god tid på kanten af feltet, og med fem minutter tilbage af kampen sendte han bolden via overliggeren ind i nettet bag Jonas Lössl.
Bare ét minut før tillægstiden kom aftenens helt store drama, da indskiftede Victor Lind blev nedlagt i feltet. Efter lidt betænkningstid pegede dommeren på pletten, og det var en beslutning, som VAR-vognen ikke så nogen grund til at ændre.
Derfor var det to minutter inde i overtiden op til Evander at sende midtjyderne på sejrskurs for tredje gang i kampen, og brasilianeren svigtede ikke.
Meget mere blev det ikke til, og derfor vandt FC Midtjylland til gæsternes store fortrydelse med 3-2.
Med sejren holder FC Midtjylland liv i håbet om også at spille Europa League igen efter nytår.
I gruppens anden kamp vandt Røde Stjerne desværre for FC Midtjylland med 1-0 over Ludogorets, men det betyder ikke desto mindre, at midtjyderne har skæbnen i egne hænder, når de i sidste runde skal på besøg hos netop Ludogorets. I den modsatte kamp skal Røde Stjerne på besøg hos Braga, og da de ikke begge kan vinde den kamp, vil FC Midtjylland med en sejr over Ludogorets være sikret minimum en andenplads.