Skandale-træner fyret efter otte kampe
Den tidligere Esbjerg-træner, Peter Hyballa, er blevet fyret i sin tyske klub Türkgücü München efter blot otte kampe i spidsen.
64 dage. Det var, så længe der gik, inden den skandale-ramte tidlgere Esbjerg-træner Peter Hyballa blev fyret endnu engang.
45-årige Hyballa stod i spidsen for tyske Türkgücü München i blot otte kampe. Türkgücü München, der til dagligt huserer i den tyske 3. Liga, opnåede ikke de ønskede resultater, og valgte på den baggrund at fyre Hyballa.
– Resultaterne i de seneste par kampe og stillingen i tabellen har ført til, at vi nu har besluttet at stoppe samarbejdet med Peter Hyballa, siger Türkgücü München-direktør Max Kothny.
Peter Hyballa blev landskendt i Danmark, da hans kontroversielle og til tider grove metoder resulterede i et brev fra Esbjerg-truppen, efterfulgt af en spiller-flugt.
Det ledte førte i sidste ende til, at cheftræneren stoppede i Esbjerg, efter flere måneder med uønsket opmærksomhed, hvor både Spillerforeningen og Arbejdstilsynet var inde over.
Med sit tidlige exit fra trænergerningen i Türkgücü München, kan den kontroversielle træner altså skrive endnu et kort ophold på cv’et.
I Hyballas tid i den tyske 3. Liga blev det til seks nederlag og to sejre i de otte kampe.
Efter Türkgücü München led sit seneste nederlag med Hyballa i spidsen, blev han efterfølgende spurgt, om han havde en fremtid i klubben.
– Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad, lød svaret fra Hyballa ifølge Kicker.
Türkgücü München gik fra en 10. plads til en 16. plads i løbet af Hybbalas tid ved roret.