Det danske landshold er nomineret til stor pris
Det danske landshold som helhed er blandt blot tre nominerede til prisen FIFA Fair Play Award.
Hæderen af de danske spillere vil ingen ende tage. Nu er det danske landshold blevet offentliggjort som værende blandt de tre nominerede til hædersprisen FIFA Fair Play Award.
Nomineringen sker på baggrund af det danske landsholds ageren i forbindelse med Christian Eriksens skræmmende kollaps under åbningskampen ved EM.
I sekunderne efter Christian Eriksens kollaps i kampen mellem Danmark og Finland, så man de danske landsholdsspillere danne en cirkel rundt om Christian Eriksen, for på den måde at afskærme for kameraer og tilskuere, og dermed beskytte Christian Eriksens privatliv, og samtidig afholde verden fra at se de uhyggelige scener mens han modtog livreddende førstehjælp.
Derudover bliver det også nævnt, at de danske spillere, der var med til at berolige Christian Eriksens kone, også er en del af årsagen bag nomineringen.
Det danske landshold er nomineret til prisen sammen med Celtic-spilleren Scott Brown, der støttede Glen Kamara fra rivalerne Glasgow Rangers, efter Kamara var blevet udsat for racistiske kommentarer fra Slavia Prags Ondrej Kudela i en Europa League-kamp.
Den sidste nominerede er den nuværende manager i Watford, Claudio Ranieri. Han er nomineret for sin hyldest til Inter, fra da Ranieri tidligere på året stod i spidsen for Sampdoria. Her fik han Sampdoria-spillerne til at danne en såkaldt ”guard of honour” i anledning af, at Inter havde vundet sit første metserskab i 11 år.
Vinderen af prisen bliver udvalgt af eksperter, og FIFA fremhæver selv følgende parametre som nogle af årsagerne til at vinde prisen:
- At spille efter reglerne og fremhæve fodboldens love
- Respekt for holdkammerater, modstandere, dommere og fans
- Agere i kampen mod racisme