Selvtilliden fejler intet hos FCK-komet: Jeg kan det meste
Roony Bardghji fik debut søndag for FC København, og har dermed skrevet sig i historiebøgerne som den yngste i debutant i FCK nogensinde.
Der er blevet snakket i krogene, siden FC København for lidt over et år siden hentede en 15-årig spiller i Malmö FF.
Nu har de så for alvor løftet sløret for, hvem den nu 16-årige Roony Bardghji egentlig er. Således fik han sin søndag debut i kampen mellem FC København og AGF.
Kampen endte 1-1, og Roony fik de første 65 minutter af kampen, hvor han gjorde sig på højre kant. Her var han flere gange en trussel med AGF’s defensiv.
Når snakken efter kampen falder på Roonys egne evner, er hans selvtillid ikke til at tage fejl af.
– Jeg har tit fået det spørgsmål, men jeg bryder mig ikke om at beskrive dem selv. Jeg vil helst vise dem på banen og lade andre om at beskrive dem. Lad os bare sige, at jeg er en offensiv spiller, der kan det meste, siger Roony Bardghji til Ekstra Bladet.
Roony fortsætter med at understrege, at han også har en stærk mentalitet, som han selv anser som en vigtig del af fodbold.
16-årige Roony er den tredjeyngste til at få debut i Superligaens historie. Jeppe Kjær, der nu spiller i Ajax, er den yngste debutant i Superligaen nogensinde. Han fik således debut på sin 16-års fødselsdag.
Læs også: Kantspiller sætter ny FCK-rekord mod AGF