AC Milan led første nederlag i Serie A
AC Milan tabte for første gang i denne sæson i Serie A, da Kjær og Ibrahimovic måtte se sig slået af Fiorentina.
AC Milan var inden udekampen mod Fiorentina fortsat ubesejrede i denne sæson i Serie A. Det blev der dog lavet om på lørdag aften, hvor både Simon Kjær og Zlatan Ibrahimovic startede inde for I Rossoneri, der sammen med Napoli toppede ligaen inden denne runde.
Det startede allerede dårligt for Milano-klubben i første halvleg, hvor man måtte gå til pause nede med 2-0. Blandt andet på et fælt drop af rumænske Ciprian Tatarusanu i AC Milan-målet, der simpelthen tabte bolden ud af hænderne kort før pausen.
Anden halvleg var kun et kvarter gammel før kroatiske Dusan Vlahovic lagde sit niende sæsonmål i kassen, og dermed bragte Fiorentina foran med 3-0.
Men så kom Zlatan Ibrahimovic for alvor ind i opgøret og bragte med to scoringer i det 62. og 67. minut fornyet spænding ind i kampen.
Det blev dog ved spændingen, da AC Milan ikke formåede at score flere mål for nu. Det gjorde Fiorentina til gengæld kort før tid, da de dermed punkterede spændingen.
Dusan Vlahovic gjorde nemlig Zlatan kunsten efter og scorede sit andet mål i kampen. Dybt inde i overtiden ville Fiorentinas Lorenzo Venuti også lege med. Han fik dog bolden puttet i egen kasse til kampens resultat 4-3.
Det betyder, at Kjær og co. måtte indkassere sæsonens første nederlag i Serie A, hvilket kan bringe Napoli alene i front, hvis de besejrer Inter på udebane søndag aften.
Læs også: Juventus brød vild Lazio-stime