Næstyngste bundesligaspiller nogensinde: Drømmer om det danske A-landshold
Den bare 16-årieg Zidan Sertdemir fik i sidste weekend debut for Bayer Leverkusen i Bundesligaen, og det gjorde ham til den næstyngste bundesligaspiller nogensinde. Selv håber han at komme til at repræsentere det danske A-landshold i fremtiden.
Bayer Leverkusen satte i sidste weekend spanske Iker Bravo ind til de sidste 11 minutter af kampen mod Hertha Berlin, og det gjorde spanieren til den yngste spiller i Bundesligaen i klubbens historie.
Den rekord kunne spanieren glæde sig over i rundt regnet syv minutter, for så satte Leverkusen også danske Zidan Sertdemir på banen, og da han er 23 dage yngre end Bravo, overtog han rekorden som Leverkusens yngste bundesligaspiller nogensinde.
Læs også: Dansker slår rekord: Yngste Leverkusen spiller nogensinde!
Debuten kastede selvfølgelig en del opmærksomhed af sig for unge Sertdemir, der er født på Sjælland men har tyrkiske rødder. Sertdemir har da også repræsenteret både det danske U16, U17 & U19-landshold, og til trods for de tyrkiske rødder, har han ingen planer om at ændre tilhørsforhold.
– Jeg har altid været fast besluttet på, at det skulle være Danmark. Det er ikke rigtig noget, jeg har tænkt over. Min drøm er at komme på A-landsholdet, men det kræver jo også, at jeg viser mig frem i klubben og her på U19. Jeg tager det, som det kommer. Der er ikke noget, der haster, siger Sertdemir til TV2 Sport.
Tipsbladet kunne tidligere fortælle, at Batuhan Zidan Sertdemir – som er hans fulde navn – igennem sin far er blevet kontaktet af det tyrkiske fodboldforbund, men den tilnærmelse har Sertdemir-familien afvist.
Zidan Sertdemir kom i 2017 til FC Nordsjællands ungdomsafdeling fra Brøndby IF’s ditto, inden turen denne sommer gik videre til bundesligaklubben Bayer Leverkusen.
Zidan Sertdemir er den næstyngste spiller nogensinde i Bundesligaen kun overgået af Dortmunds Youssoufa Moukoko. Nummer fem på listen over yngste bundesligadebutanter nogensinde er AGF’s Yann Aurel Bisseck. Foto: Bayer04 Leverkusen
Dermed kom den unge dansker til FC Nordsjælland præcis et år efter, at en anden spiller med tyrkisk baggrund forlod klubben. Det var nemlig i 2016, at Emre Mor blev solgt til Borussia Dortmund.
Mor kunne i modsætning til Sertdemir ikke takke nej, da det tyrkiske landshold bankede på døren. Den nuværende Karagümrük-spiller nåede at repræsentere det tyrkiske landshold 15 gange, men ikke siden 2017 har han været udtaget for sit nye landshold.