Stolt FCM-boss om sine ulve: Vi er sultne på mere
Højt at flyve, dybt at falde. Det er en af fodboldverdenens største klicheer, som Bo Henriksen måtte sande, da hans midtjyske mandskab tabte stort i søndagens superligakamp mod AGF. Nu gør han status på sæsonen på tværs af turneringerne 'so far' og ser frem til de vigtige kampe, der venter efter landsholdspausen.
Bo Henriksen maner til besindighed efter hans FC Midtjylland-hold senest kom ned på jorden igen, da AGF sendte dem hjem med en resultatmæssig lussing på 3-0.
Nu ser fynboen frem mod den næste periode efter landsholdspausen, hvor store kampe venter for ulvene i den hjemlige liga, pokalturneringen og Europa League.
– Jeg er stolt af det, vi laver. Jeg er stolt af gutterne på holdet og de mennesker, som arbejder sindssygt for, at vi skal lykkes. Det har været en god periode, men vi er sultne efter mere. Spillerne gør alt, hvad de kan, og det er inspirerende, siger Bo Henriksen opløftet til klubbens egen hjemmeside i kølvandet på FCM’s smertelige 0-3 nederlag til AGF.
Nu venter der en landsholdspause, som FCM-bossen vil bruge konstruktivt til at få snakket tingene igennem. For ambitioner er der nok af på heden, men det kræver stort fokus at indfri dem, understreger han:
– Vi skal ikke banke hinanden oven i hovedet over det nederlag (mod AGF, red.). Vi skal hive hinanden op og finde de dyder, der har givet os en rigtig god sæsonstart, og så er jeg sikker på, at vi går styrket ind til den sidste periode i efteråret, forklarer Bo Henriksen og tilføjer:
– Det første fokus er selvfølgelig Brøndby-kampen om to uger, men det er klart, at vi gerne vil slutte godt af i alle turneringer. Vi har store ambitioner i dem alle sammen, så ligesom i de første måneder i sæsonen kræver det hårdt arbejde fra os allesammen, afslutter han.
Læs også: Fanfavoritten Gartenmann øjner kontraktudløb: Jeg får nok ikke lov til at vælge og vrage