Topstrid i Aalborg – Kampen om tredjepladsen
Randers FC gæstede søndag Aalborg Stadion. Både Randers FC og AaB havde forud for kampen 24 point i Superligaen, og der var derfor lagt op til en topkamp tredjepladsen.
På papiret var det en tæt affære, der skulle udspille sig i søndagens opgør mellem AaB og Randers FC. Begge mandskaber havde fået skrabet 24 point sammen, og de kunne derfor deles om tredjepladsen i Superligaen. Kun nordjydernes målscore sendte dem foran i tabellen.
Kampen blev fløjtet i gang kort efter klokken 14.00, og der skulle blot ét minut til, før AaB kom foran.
Randers-målmand Patrik Carlgren så decideret dårlig ud i situationen, da han på det groveste mistimede sit indgreb.
Efter en hovedstødsduel nær midtercirklen, røg der en løs bold ned mod Randers-målet. Patrik Carlgren vurderede dog, at han skulle ud og cleare bolden, inden situationen for alvor blev farlig. Hvad Randers-målmanden dog tilsyneladende ikke havde overvejet var, at han ikke er Usain Bolt.
Han kom derfor alt for sent til bolden, og AaB-angriberen Milan Makaric kunne med største lethed tage et træk forbi den fremadstormende Randers-målmand, inden han sendte bolden fladt ind i et tomt mål til 1-0, og dermed kunne fejre sit fjerde sæsonmål.
Randers FC lod sig dog ikke slå ud af den uheldige start på kampen, og allerede efter otte minutter havde de en kæmpe mulighed for at udligne. Randers-angriber Stephen Odey modtog bolden fladt på kanten af det lille felt, men valgte på imponerende vis at kanonere bolden over mål.
Herefter udspillede der sig en tæt og underholdende affære, men vi skulle hen til det 41. minut, før AaB igen for alvor var farlige. AaB’s Kristoffer Pallesen havde bevæget sig frem til kanten af Randers’ felt, hvor han flugtede bolden mod mål. Afslutningen fandt vej til det lille felt, hvor AaB’s Mathias Ross forsøgte at dirigere bolden i mål. Han måtte dog se sit forsøg gå på stolpen i stedet.
Randers FC foretog en række udskiftninger i pausen, hvor blandt andet Alhaji Kamara, der netop har forlænget sin kontrakt med Randers FC til 2024, kom på banen. Efter 55 minutters spilletid kvitterede han så med et mål, da han modtog et præcist og følt indlæg fra Tosin Kehinde. Bolden svævede henover AaB-forsvaret, og Kamara timede sit løb til perfektion, inden han steg op og resolut headede bolden ind til stillingen 1-1.
Læs også: Randers FC forlænger med angrebsprofil
Resten af kampen bølgede frem og tilbage, hvor begge hold havde mulighed for at tage føringen. Især Randers FC pressede på i flere perioder af kampen.
Med fem minutter tilbage af dommerens tillægstid, så AaB’s Pedro Ferreira dog rødt, da han efter en sen tackling modtog sit andet gule kort.
Kampen endte dog 1-1, og de to jyske mandskaber må derfor fortsat deles om tredjepladsen i Superligaen.