3F Superligaen

SønderjyskE-træner med plan: Vil tilbage til gamle dyder

Simon Poulsen står søndag for første gang i spidsen for SønderjyskE i kampen mod Vejle. Den konstituerede cheftræner vil tilbage til den gamle stil, der bygger på power og energi.

Simon Poulsen har overtaget som konstitueret cheftræner i SønderjyskE. Foto: soenderjyske.dk

Efter SønderjyskE i mandags valgte at fyre den nu tidligere cheftræner Michael Boris, har klubbens tidligere spiller Simon Poulsen overtaget roret som midlertidig cheftræner for sønderjyderne. Han vil se nogle af de gamle dyder fra sit hold, når de søndag møder Vejle i Superligaen.

– Vi skal arbejde med vores udtryk. Vi skal komme ud med mere aggressivitet, vi skal komme ud med noget mere power og energi. Det bliver lidt mere simpelt fodbold med nogle længere bolde, vi skal gå ind i duellerne, og vi skal være bedre til at samle andenboldene op. Du kan sige, at vi skal finde nogle af de gamle SønderjyskE-dyder frem igen, siger Simon Poulsen til klubbens hjemmeside.

Den velkendte direkte og kontante stil har klubbens anfører, Marc Dal Hende, også efterspurgt i de kommende kampe. Det kan du læse mere om herunder.

Læs også: SønderjyskE-kaptajn om trænerfyring: Vi er en kæmpe del af skylden

Det er ikke blevet til mange dage som cheftræner i klubben, da Simon Poulsen kun midlertidigt har haft tjansen siden mandag. Ugens træninger er foregået med højere intensitet, forklarer Poulsen.

– Vi har brugt denne uge på at få noget mere intensitet ind i træningerne og spille noget mere på mål, så vi sørger for, at spillerne kommer til flere afslutningssituationer og i mand-mand-situationer, så der kommer flere dueller. Det har været kortere træninger, men mere intense, siger den konstituerede cheftræner.

Søndag gælder det som nævnt kampen mod Vejle på udebane klokken 14. Den kan iøvrigt ses på Eurosport 2 og Viaplay.

Læs også: Officielt: Sportsdirektør på plads i SønderjyskE

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P